PARA:DOX

Filmskaber Sebastian Cordes anbefaler: Gunda

24.11.2022Lars Skovgaard Laursen
like-icon
Føj til favoritter
Artiklen knytter sig til filmen ’Gunda’

Sebastian Cordes er filmskaber og har blandt andet instrueret ‘Life and Times of Don Rosa’ (2010), ‘A Place Called Lloyd’ (2015) og ’Visitor’ (2018) som alle kan ses på PARA:DOX. Dertil er han også forfatter til bøgerne ’Friheden til at lave hva’ fuck man vil’ (Filmværkstedets forlag, 2020) og ’Om kedsomhed’ (Kronstork, 2022). Sebastian Cordes anbefaler ‘Gunda’ (2020) af Viktor Kossakovsky.

Hvad handler ‘Gunda’ om?
»’Gunda’ handler om meget lidt. Alligevel er det en utrolig intens film. Dokumentaren handler om grise og nogle andre dyr på en gård, og det er faktisk nærmest hele handlingen, hvis man ikke skal spoile noget i hvert fald. Det er en sparsom dramaturgi, en cyklus fra vugge til grav«.

Hvad refererer titlen til?
»Gunda er navnet på en stor gris i dokumentaren. Det er en mennesketom film, så vi får historien fra dyrenes perspektiv, hvilket jeg sjældent ser andre steder. Vi befinder os i dyrenes øjenhøjde, omgivelser, følelser og måske endda sanseverden«.

Filmen er uden dialog, voice-over, tekst og kommenterende virkemidler. Hvilken effekt har det?
»Det har den meget gennemgribende effekt, at det er en af de eneste gange, jeg nogensinde har formået at få oplevelsen af at være en gris eller et dyr. Normalt vil alting blive set fra menneskets perspektiv eller være placeret i en politisk eller historistisk kontekst. Eller være omkranset af en fortælling om, at menneskene skal lære, hvordan dyrene har det. Ofte lægges der en irriterende pædagogisk vinkel ned over dyrenes liv. Instruktøren Viktor Kossakovsky portrætterer også fra sin synsvinkel og i sort-hvid, så vi ser med det samme, at det ikke blot er rå realisme. I stedet fremkalder han en poetisk realisme og sandhed«.

"Det er ikke en aktivistisk film, men det er en politisk film. Man kan sige, at den største valuta lige nu er opmærksomhed, det er det absolut vigtigste. Det er det alle techgiganter, firmaer, politikere og så videre efterspørger. På den måde gemmer der sig noget politisk i, hvad filmen udpeger: Hvad kigger vi på? Hvad giver vi tid?

Det er altså ikke en åbenlyst aktivistisk dokumentarfilm om dyreliv og -død. Men gemmer der sig alligevel en latent kritik?
»Det er ikke en aktivistisk film, men det er en politisk film. Man kan sige, at den største valuta lige nu er opmærksomhed, det er det absolut vigtigste. Det er det alle techgiganter, firmaer, politikere og så videre efterspørger. På den måde gemmer der sig noget politisk i, hvad filmen udpeger: Hvad kigger vi på? Hvad giver vi tid? Kossakovsky henleder vores opmærksomhed på, hvordan dyrene lever, og hvordan vi relaterer os til dem som levende, smilende, sansende væsner. Vi begynder at lære dyrene at kende, men uden en ’Babe den kække gris’-plotline. Når de så bliver slagtet, så føler jeg en stor sorg over, at de her følende væsner, som jeg har været i selskab med, ikke findes længere«.

Så er filmen moraliserende?
»Dokumentaren er fuldstændig blottet for moralisme. Den er fyldt med naturpoesi og måder at opleve dyrs lyde og bevægelser, som jeg personligt havde overset. Filmen dvæler ved noget, som vi alle sammen overser fuldstændigt«.

Hvad er det, vi overser?
»At vi begynder at identificere os med dyrene ved at kigge på dem i lang tid. Når jeg ser på grisemoren Gunda, som får lov at leve på en måde, hvor den kan udfolde sig – kysse sine grislinger, give dem mad og være omsorgsfuld – så bliver jeg opmærksom på, hvor tæt jeg er på den person – se, nu sagde jeg endda person – det væsen«.

Hvad efterlader filmen til eftertanke?
»’Gunda’ kan ikke koges ned til et politisk budskab eller et aktivistisk projekt, men det jeg tog med fra den, er et meget stærkt slægtskab med andre væsner, jeg ikke havde før«.

Hvordan understøtter filmsproget det?
»En af filmens styrker er, at den er så smukt skudt, at det gør dødeligt ondt. Den er så smuk, at jeg glemmer dyrene som dyr. Filmen er så velkomponeret, at hver eneste skud nærmest er et maleri. Hver detalje er forstærket, så jeg kan leve mig ind i, hvad det vil sige at være en lille gris«.

Fortælles det gennem både lyd og billeder?
»Ofte er dokumentarfilms svaghed, at lyddesignet betragtes som information – tale, musik, stemning – og i den her film, er det en kæmpestor del af fortælling. Hvis jeg skulle give en anbefaling, så er det at se (og lytte) til filmen med gode hovedtelefoner i et mørkt rum«.

Er der en bestemt scene, du særligt husker?
»Der er en scene med en kylling, som jeg har udvalgt for at understrege, at det ikke er en episk film med en løve eller en bøffel eller sådan noget. Kyllingen er måske det mindst seje dyr i verden. Viktor Kossakovsky giver os en lang scene, hvor vi får lov til at dyrke kyllingens bevægelse, som det smukkeste maleri nogensinde. Her ser vi en nyfødt kylling, der for første gang skal opleve verden«.

Hvorfor er det netop den scene, som har brændt sig fast?
»Fordi det er et rørende øjeblik, hvor vi ser kyllingens tvivl og frygt for omverdenen. Man får nærmest science-fiction-vibes: et underligt væsen i et mennesketomt landskab begynder at opdage verden – en alien eller et væsen fra ’Jurrasic Park’. Da jeg så scenen, tænkte jeg: »Gud, jeg spiser sgu da dinosauræg til hverdag««.

Filmen er blevet beskrevet som »meditativ« i mange anmeldelser. Er det ord dækkende for filmen?
»Meditativt er ikke helt rammende her. For der er også momenter i filmen, der er så sanseligt stærke, at de rusker op i os. Den er observerende, men der er også slowmotion sekvenser og et hyperrealistisk lyddesign. Til forskel fra den observerende, håndholdte dokumentar, så betragter filmen dyrene på en ophøjet – nærmest religiøs – måde. Det er ikke idyllisk, men mystisk og storladent«.

 






PARA:DOX

Login

Opret ny profil

Opret en gratis profil for at få adgang til dokumentarfilm fra hele verden og et stort vidensunivers med podcasts, artikler, talks og mere. Ingen binding eller fast abonnement.