PARA:DOX

Login

Opret ny profil

Opret en gratis profil for at få adgang til dokumentarfilm fra hele verden og et stort vidensunivers med podcasts, artikler, talks og mere. Ingen binding eller fast abonnement.

PARA:DOX

Anmeldelser: Hvad sagde kritikerne?

22.11.2022Lars Skovgaard Laursen
like-icon
Føj til favoritter
Artiklen knytter sig til filmen 'A Night of Knowing Nothing'

Instruktør Payal Kapadia fik sit store gennembrud med  ’A Night of Knowing Nothing’ på Cannes-festivalen, hvor den blev hædret med prisen som bedste dokumentar. Kritikere verden over har fulgt op på filmjuryens udnævnelse med gode anmeldelser. Herunder har vi samlet en række citater fra den internationale pres, da filmen udkom i 2021. Indiske Payal Kapadias debutfilm er særligt blevet fremhævet for sin sammenfletning af arkivoptagelser, studenterprotester og breve, som tilsammen danner et politisk og personligt essay.

Phuong Le skrev i britiske The Guardian:

"Payal Kapadias kalejdoskopiske, Cannes-prisvindende dokumentarfilm befrier cinefilien fra dens fetichistiske lænker, i dens beretning om studenterprotesterne under Indiens premierminister Narendra Modis nationalistiske styre. Kærligheden til det bevægelige billede – og kærligheden til kunstnerisk kreativitet – går hånd i hånd med kampen for politisk frihed.


For Payal Kapadia er det et vilkår, at politik og kærlighed er filtret ind i hinanden. I et interview til streamingplatformen MUBIs filmmagasin Notebook har hun udtalt: »I vores land er kærlighed en politisk størrelse – det gælder vel overalt? Mange af mine inspirationer udspringer fra hverdagen og de kampe, som mine nærmeste står over for«. Ud af virkelighedens råmateriale vokser en uventet kærlighedshistorie, men også en politisk uro.

Andre kritikere har fremhævet filmen for sin visuelle kvalitet. Jessica Kiang skrev følgende om filmen for det amerikanske magasin Variety:

"Allerede få sekunder inde i Payal Kapadias glimtende, poetiske essaydokumentar ‘A Night of Knowing Nothing’ føles det som om, vi er dybt inde i en andens minde. Den rene sensuelle nydelse ved at lave film bliver sin egen form for motivation og minder os om, at film ikke blot er et nyttigt redskab i kampen mod uretfærdighed og tyranni. Når der findes film så nysgerrige, udtryksfulde og intime som ‘A Night of Knowing Nothing’, så er det også det, vi kæmper for.

Instruktøren har præsteret et filmkunstnerisk nybrud med sin aktivistiske rapport fra Indien, som udfolder sig som en kritik af magtstrukturerne. Kærlighedslivet, ungdommen, fremtiden og forandringen undertrykkes. Men filmen viser også et ungt Indiens protest mod de reaktionære kræfter. Og det skyldes måske, at instruktøren selv indskriver sig i den nye generation. Siddhant Adlakha har fremhævet ungdommeligheden i sin anmeldelse for det amerikanske filmsite IndieWire:

"Kapadia dimitterede fra filmskolen for flere år siden, men ‘A Night of Knowing Nothing’ er på mange måder en af de bedste studenterfilm nogensinde. Dens rå og upolerede karakter tilføjer filmen historisk tyngde. De taktile nærbilleder af forskellige demonstranter får begivenhederne til at føles mere flygtige og uforudsigelige. Kontrasterne forvandler mennesker til skarpe silhuetter – til former og idéer, mens de rytmisk bevæger sig gennem historien og kærligheden.
PARA:DOX

Login

Opret ny profil

Opret en gratis profil for at få adgang til dokumentarfilm fra hele verden og et stort vidensunivers med podcasts, artikler, talks og mere. Ingen binding eller fast abonnement.

Er du lærer og gerne vil bruge PARA:DOX i din undervisning, skal du oprette en undervisningsprofil.

PARA:DOX

Login

Opret ny profil

Opret en gratis profil for at få adgang til dokumentarfilm fra hele verden og et stort vidensunivers med podcasts, artikler, talks og mere. Ingen binding eller fast abonnement.