Boguddrag om Werner Herzogs ‘Cave of Forgotten Dreams’
Følgende tekst er et uddrag fra bogen ’Werner Herzog – ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer’ fra 2017. Den bog er skrevet af Kristoffer Hegnsvad, der er dokumentarfilminstruktør, forfatter og filmredaktør på Dagbladet Politiken. Da nedenstående er et uddrag fra en bog er der enkelte steder i teksten, hvor der refereres til noget, der er beskrevet tidligere i bogen. Derfor har vi indsat (red.) i den originale tekst for at hjælpe læseren.
I ’Cave of Forgotten Dreams har Werner Herzog som den eneste filmskaber nogensinde fået adgang til Chauvet-grotten i Sydfrankrig, hvor man har fundet 32.000 år gamle hulemalerier. Herzog kalder det et blik ind i det moderne menneskes sjæls opvågnen. Et arnested for vores civilisation der beviser, at dannelsen af kultursystemer og kunstnerisk udfoldelse er definerende for, hvem vi er. Det er også interessant for Herzog, at den kunstneriske tankegang synes lige så udviklet som i dag. Det taler mod, at historien nødvendigvis udvikler sig mod det bedre, hvilket indirekte støtter Herzogs pointe om, at civilisation handler om hele tiden at være vagtsom over for det onde og det mørke i mennesket og verden: det vil, så længe mennesket er som os, være noget, det ligger lige under overfladen.
"Det korte klip væk dækker højst sandsynligt over, at Herzog har bedt ham om at inkludere løver i sine drømme, da en løvetæmmer er et mere passende og sjovere billede i relation til hulemalerierne end den ethjulede cykel.
Stilistisk er ’Cave of Forgotten Dreams’ bygget op af sekvenser, hvor Herzog skiftevis filmer hulemalerierne og interviewer arkæologer og videnskabsfolk, alt imens han på lydsiden filosoferer over, hvad historiefortælling og sandhed er. Det er en fortælling og en fortælling og…
Herzog er mindst lige så interesseret i de mennesker, der er besat af fortiden, som han er interesseret i hulemalerier. Hvorfor stirrer disse arkæologer så intenst ned i tidens dyb? Hvad siger det om mennesket, at vi går sådan noget? Og her gør han, ligesom i ’Encounters at the End of the World’, en tydelig pointe ud af ikke at fastholde de mennesker, han taler med, i bogholdersande identitetskategorier. De er ikke bare deres arbejde. Tag for eksempel Gilles Tosello, der både er arkæolog og kunstmaler, og Julien Monney, der er arkæolog og cirkusartist. Særligt samtalen mellem Werner Herzog og Julien Monney er interessant, ikke kun fordi Monney er cirkusartist, og samtalen er et skønt møde mellem tysk-engelsk og fransk-engelsk udtale, men også fordi det tydeligt viser Herzogs projekt og metode.
Julien Monney arbejder med laserscanningerne, som giver 3D-computergengivelse af hulen, og før interviewet (i det følgende), har vi lige set den millimeterpræcise tegning af hulen. Monney siger, at det alt sammen er hjælpemidler til at forstå, hvad der er foregået i hulen. Herzog bryder ind med en sætning, han før har brugt i sin kritik af Cinéma Vérité, som han mener kun producerer bogholdersandhed og opfører sig som turister, der tager billeder af ruiner.
HERZOG
Det er, som om I skaber Manhattans telefonbog med fire millioner præcise opslag, men hvad drømmer de om, græder de om natten, hvad håber de på, hvordan er deres familier? Det kan man aldrig vide ud fra telefonbogen.
MONNEY
Helt sikkert, det kan vi aldrig vide, fordi fortiden er forsvundet for altid. Vi kan aldrig rekonstruere fortiden, vi kan kun skabe en repræsentation af det, der eksisterer nu, i dag. Du er et menneske, jeg er et menneske og, når vi kommer til hulen, er der selvfølgelig nogle ting [som man tager med]. Jeg har min egen baggrund.
HERZOG
Hvad er din baggrund?
MONNEY
Jeg var engang i et cirkus, men nu er jeg gået over til arkæologi.
HERZOG
Cirkus, hvad lavede du? Var du løvetæmmer?
MONNEY
Nej, mest … nej ikke løvetæmmer [griner], mest den ethjulede cykel og jonglering.
Her klipper Herzog væk fra interviewet og viser ganske kort Julien Monney inden i Chauvetgrotten, mens interviewet fortsætter på lydsiden. Det korte klip væk dækker højst sandsynligt over, at Herzog har bedt ham om at inkludere løver i sine drømme, da en løvetæmmer er et mere passende og sjovere billede i relation til hulemalerierne end den ethjulede cykel.
MONNEY
Den første gang, jeg kom til grotten, fik jeg mulighed for at komme derind i fem dage. Og det var så stærk [en oplevelse], at jeg drømte om løver. Hver dag var et chok, det var et følelsesmæssigt chok. Jeg er videnskabsmand, men også et menneske, så efter fem dage besluttede jeg mig for ikke at gå tilbage i hulen, da jeg havde brug for tid til at hvile og…
HERZOG
Absorbere det?
MONNEY
Absorbere det, ja.
HERZOG
Og du drømte ikke om malerier af løver, men om rigtige løver?
MONNEY
Om begge del, begge dele, helt sikkert.
HERZOG
Og du var bange i dine drømme?
MONNEY
Jeg var ikke bange. Nej, nej, jeg var ikke bange. Det var mere en følelse af kraftfulde ting, og dybe ting, en måde at forstå noget på, som ikke er på en direkte måde.
Herzog klipper herefter til en scene inde i hulen, hvor den ledende videnskabsmand beder alle om at være helt stille, så stille at man måske kan høre sit eget hjerte slå. Men Herzog skruer ikke ned for musikken, der er en højstemt cellokomposition af Ernst Reijseger (der er gæstelærer på The Rogue Film School (Werner Herzogs egen provisoriske filmskole, red.)). Herzog vil ikke lytte til videnskabsfolkenes hjerteslag, men have publikum til at mærke sit eget, mens han viser billeder af videnskabsfolkenes ansigter, der stirrer på hulemalerierne og direkte mod kameraet på os. Hvad er det, de spejder efter? Hvad lytter de efter? Hvad stirrer vi på som publikum? Hvad lytter vi efter?
Kameraet glider over hulemalerierne: »Disse billeder er minderne fra for længst glemte drømme [long forgotten dreams]«, siger Herzog i voiceoveren. »Er det deres hjerteslag eller vores? Vil vi nogensinde kunne forstå kunstnernes visioner på tværs af sådan en afgrund af tid?«.
"»Når vi ser på hulemalerierne i Chauvetgrotten, er det så muligt, at det er os, der er krokodiller, der ser tilbage – ned i tidens dyb?«.Werner Herzog i 'Cave of Forgotten Dreams'.
Det er tyve minutter inde i filmen. Den næste time viser han sekvenser med forskellige videnskabsfolk, en og en til og en til, der dyrker hver deres charmerende besættelse af fortiden. Umiddelbart kan ’Cave of Forgotten Dreams’ minde om en helt normal videnskabelig dokumentar, krydret med humor, men da Herzog i sin voiceover afslører, at der er planer om at bygge en nøjagtig replika af grotten, en slags temapark, hvor man endda overvejer at genskabe lugten fra hulen, kan man næsten høre den vrængende tone i talen fra ’Tokyo-Ga’ (film af Wim Wenders om den japanske filmskaber Yasujirō Ozu, hvori Werner Herzog også optræder, red.), da han beklager, at mennesket skamferer landskabet med bedøvende tegn, og til allersidst i filmen, en time efter at vi har lyttet til vores eget hjerteslag, kommer Herzogs hvide begivenhed (i Werner Herzogs film optræder den hvide farve ofte som mulighedens farve og i afgørende øjeblikke, red.), i form af det ekstatisk sande efterskrift om albinokrokodiller, der både har vakt forargelse og glæde.
Werner Herzog fortæller, at der kun 20 mil fra Chauvetgrotten ligger et atomkraftværk. Her udleder man spildevandet, som er blevet brugt til at nedkøle reaktorerne, i nogle store drivhuse, hvor det varme vand har skabt et tropisk klima – og man udvider hele tiden området. På et tidspunkt har man sat krokodiller ud, der på grund af den kunstige jungles gode betingelser er begyndt at yngle, men ikke overraskende er der begyndt at dukke mutationer op på grund af det radioaktive vand, albinokrokodillerne.
»Ud af dette surreelle klima kommer en tanke til verden«, siger Herzog på voiceoveren, mens vi ser de hvide krokodiller svømme rundt og stirre på os og på hinanden. For bare nogle titusinder år siden var der gletsjere af kilometertyk is her, men nu kan et nyt klima være på vej. Er de hvide krokodiller muligvis et bud på en dominerende race tusinde år fremme i tiden? Og hvad vil de tænke, når de ser hulemalerierne i Chauvetgrotten?
»Intet er virkelig, intet er sikkert«, siger Herzog poetisk på voiceoveren.
Måske taler han om sit eget science fiction-efterskrift, måske om de mange teorier om fortiden, vi har hørt den seneste times tid? Vi ser en albinokrokodille nærme sig, hvad der ligner dens spejlbillede. Det er vanskeligt at vide, om den ser den anden eller blot stirrer sig selv i øjnene.
»Mødes de virkeligt eller er det blot deres eget forestillede spejlbillede?« spørger Herzog.
De to albinoer kommer helt tæt på hinanden i præcis samme positur, rører næsten hinandens læber i et kys. Det ligner en spejling, men så svømmer den ene bort. Selv ikke Herzogs metafor om, at mennesket blot spejler sig selv i dyr og fortidsmennesker, er sikker viden. Men billederne af de hvide krokodiller har punkteret dokumentarfilmens forestilling om et objektivt blik og med sin ekstatiske sandhed stillet spørgsmål til vores erkendelse: hvem er vi, og fra hvilket ståsted fælder vi vores skråsikre domme om fortiden? Er de mere gyldige end Herzogs bud på fremtidens væsener?
»Når vi ser på hulemalerierne i Chauvetgrotten, er det så muligt, at det er os, der er krokodiller, der ser tilbage – ned i tidens dyb?«.
