Politikens opinionsredaktør anbefaler: 70/30

Lotte Folke Kaarsholm er opinionsredaktør på Dagbladet Politiken og tidligere vært på DR2 Deadline. I samarbejde med Andreas Johnsen har hun instrueret dokumentarfilmen ’Curtain Raising’ (2006), som handler om unge popmusikere i Østafrika. Lotte anbefaler ’70/30’ (2021) af Phie Ambo.

Hvad handler dokumentaren om?
»’70/30’ handler om en helt vild periode i ny dansk historie og politik, hvor vores forståelse af tidens vigtigste politiske emne ændrede sig. Sådan nogle store paradigmeskift findes i tiden, men det er sjældent, de er blevet dokumenteret undervejs. Det er et skift fra, at der er alle mulige forskellige, vigtige politiske emner, til at klimaet og vores klodes overlevelse er det vigtigste politiske emne overhovedet. Og det skifte følger ’70/30’ som fluen-på-væggen ved at observere de politikere, som skal omsætte skiftet til politik, og aktivisterne ude på gaderne, der skal råbe resten af os op«.

Hvad refererer titlen 70/30 til?
»Titlen refererer til det CO2-udledningsreduktionsmål, som i begyndelsen af forrige valgkamp og før forrige regeringsperiode virkede helt urealistisk. Altså at vi skulle kunne nedbringe Danmarks CO2-udledninger med 70 procent inden 2030. Det er sådan noget kun Alternativet og et par andre tosser kan forestille sig, men på den anden side af valgkampen og de efterfølgende politiske forhandlinger, som filmen følger, ender målet med at blive vedtaget – endda med bred opbakning i hele Folketinget. Dermed bliver det til den ramme, som al den politik, vi ser realiseret nu, skal gennemføres inden for«.

Hvem følger vi?
»Der er et politikerspor, hvor hovedpersonerne er klimaminister Dan Jørgensen og daværende klimaordfører Ida Auken. Og så møder vi aktivisterne fra Den Grønne Studenterbevægelse og Fridays For Future, hvor vi følger Selma de Montgomery og Esther Kjeldahl. Så filmen har to spor«.

Hvordan skildres forskellen mellem de to spor?
»Det, som den her film portrætterer, som jeg synes gør, at dokumentaren kan noget, vi journalister ikke kan, er, at den ikke er optaget af et konfliktspor. I stedet er den optaget af at beskrive håbet og fortvivlelsen i begge spor. Følelserne findes både hos politikerne og aktivisterne. Men vi ser også afstanden mellem det aktivisterne oplever, og så det politikerne vil og kan levere. Aktivisterne beskriver en virkelighed ude på kloden, og politikerne afprøver, hvad der kan lade sig gøre politisk. Det er dog ikke sådan, at de er i konflikt med hinanden«.

Hvorfor vil du gerne anbefale netop den film?
»Dokumentaren giver et indblik i noget, som gør mange fortvivlede i forhold til politikere og det politiske. Og det er afstanden mellem den verden, vi alle sammen oplever til hverdag, og så den verden, vi hører præsenteret i medier, tv-debatter, valgkampe, og så videre. Der kan være en afstand mellem de to verdener, som kan gøre en ekstremt modløs og fortvivlet nogle gange, og som, jeg synes, vi almindelige journalister er dårlige til at have fat i, fordi vi er så vant til at tale med politikere på bestemte måder, som ikke altid er dækkende for, hvordan verden opleves«.

Hvordan fortæller filmen historien på en anden måde?
»Filmen finder en måde at fortælle om, hvordan verden er, og hvad det er vi begyndte at forstå om verdenen, da vi indså omfanget af klimakrisen. Og samtidig gøre det til noget, der har at gøre med det, politikerne kan gøre – og ikke kan gøre. Det betyder, at filmen på nogle måder har bedre fat i at beskrive en fuld virkelighed end almindelig journalistik oftest har. Dokumentarfilm kan nogle gange føles mere sande end den virkelighedsbeskrivelse, vi møder i andre medier«.

I ’70/30’ spørger Dan Jørgensen i en passioneret talestrøm, hvorfor journalister aldrig fortæller de positive klimahistorier. Jeg husker et ultrakort Deadline-interview med ham om en god nyhed. Har han en pointe?
»Det Deadline-interview, vi lavede med Dan Jørgensen, er faktisk inspireret af ’70/30’. Filmen viste mig, som har dækket klima i mange år, noget, som jeg på en måde godt vidste, men ikke var helt bevidst om: At der er en skævhed mellem den måde, vi journalister går efter kritiske vinkler, og så en virkelighed, hvor der er mange, der prøver at løse udfordringer i det politiske rum, og når ganske langt med det. Det har Dan Jørgensen et rant om i filmen, og det gjorde indtryk på mig«.

Hvad siger han i sit rant? Og hvordan inspirerede det dig til en Deadline-udsendelse?
»Dan Jørgensen siger, »I har skrevet om det her problem fire gange, nu løser jeg det, og det har I ikke nævnt én gang«. Der følte jeg mig ramt som journalist, for er det egentlig for borgernes skyld, at vi dækker tingene på den måde – er det god oplysning? Så da de havde præsenteret det her kæmpe havvindmølleprojekt, talte vi i redaktionen om, at vi ikke havde fået dækket nyheden, selvom den var ret stor. Vi havde svært ved at finde den gode, kritiske vinkel. Der kom jeg til at tænke på ’70/30’ og klimaministerens pointe. Ud af det voksede ideen om, at vi kunne vise den skævhed ved at invitere Dan Jørgensen til det korteste interview i Deadlines historie. Interviewet viste så også, at det er ret kedeligt at tale i lang tid om noget, jeg ikke havde kritiske spørgsmål til. Og den afstand mellem virkeligheden og mediernes fortælling skildrer ’70/30’ rigtig fint«.

Hvad husker du bedst fra filmen?
»Selvom det er en film, der gerne vil fortælle om håb, handler den for mig også om fortvivlelse. Det er et mere underspillet spor. For eksempel er der et tidspunkt, hvor man møder Ida Auken, efter hun har måtte sygemelde sig med stress. Det er ikke noget, der bliver udfoldet meget i filmen. Men det fik mig til at tænke over, at det også er okay at tale om, at man kan blive fortvivlet af at beskæftige sig med klimakrise og klimapolitik. Scenen fik mig til at tænke over, at fortvivlelsen også er en del af den virkelighed, vi befinder os i. Jeg tror mange oplever den følelse, og det skal vi også kunne tale om«.