David Lynch-ekspert anbefaler: Blue Velvet Revisited

Andreas Halskov er forfatter til blandt andet ’Paradoksets kunst’ (Turbine, 2014) og ’TV Peaks: Twin Peaks and Modern Television Drama’ (Syddansk Universitetsforlag, 2015). To værker som begge beskæftiger sig indgående med den amerikanske instruktør David Lynch og hans virke. Andreas Halskov anbefaler dokumentaren ’Blue Velvet Revisited’ (2016) af Peter Braatz, som giver et indblik i tilblivelsen af 1980’ernes største kultfilm: ’Blue Velvet’ (1986) af David Lynch.

Hvad handler filmen om?

»Dokumentaren handler om ‘Blue Velvet’s tilblivelse og er en blanding af behind-the-scenes, fluen-på-væggen og poetisk reportage fra optagelserne. Vi ser Isabella Rossellini øve sig, David Lynch instruere. Undervejs får man fornemmelsen af at være med på settet«.

Hvordan fik filmens instruktør Peter Braatz adgang til produktionen af ‘Blue Velvet’?

»Projektet er født ud af, at Peter Braatz får lov til at besøge David Lynch under optagelserne. Der var en periode, hvor Lynch var mere tilgængelig, selvom han allerede var et stort navn dengang og havde en kult omkring sig. Peter Braatz havde kritiseret ‘The Elephant Man’ fra 1980, men var samtidig betaget af værket. Derfor havde Lynch inviteret ham til at være med på optagelserne til ‘Blue Velvet’«.

Hvorfor tror du, at det lige blev ham, som fik lov?

»Peter Braatz er selv kunstner, og den profession har altid haft en særlig plads i Lynchs hjerte. Braatz kom ikke til Lynch som en discipel – men som kritiker – og det er måske derfor, at døren blev åbnet på klem. Og så skete det på et tidspunkt, hvor efterspørgslen var mindre og åbenheden større. David Lynchs assistent har fortalt mig, at han i en lang periode fik mere end 5.000 henvendelser om dagen fra folk, som gerne ville i kontakt med Lynch. Tilbage i 1980’erne var det noget nemmere at komme ind fra højre«.

Giver dokumentaren os nye indsigter i David Lynchs metode?

»Vi får indblik i instruktørens processer, som i dag er omgærdet af en del mystik. ‘Blue Velvet’ er den første film, hvor han får forhandlet sig frem til et final cut. Men det er på den betingelse, at filmen skal vare under to timer. Når vi ser dokumentaren, synker vi tilbage i værket, og ser de tabte fragmenter. Vi ser ikke kun ind bagved kulissen, men får også et blik af de puslespilsbrikker, som aldrig kom med. Når man kender David Lynchs værker, finder man ud, at de her lost scraps og unused gems senere træder frem i andre sammenhænge«.

 

‘Blue Velvet’ er en skræmmende, mystisk og nervepirrende film. Neonoir blandet med psykologisk horror. Afspejlede det sig også i stemningen på filmsettet?

»David Lynch er ofte blevet kaldt Jimmy Stewart from Mars og bliver tit beskrevet som en spejderdreng. Optagelserne under filmen – til trods for deres rædselsfulde fortællinger – har ry for at have været hyggelige. ‘Blue Velvet’ er mørk og dyster, men alle fortællinger fra settet er joviale og sjove. Lige bortset fra når Dennis Hopper er på vej i karakter…«.

Åh, Dennis Hopper er ondskaben selv i rollen som Frank Booth. Et klamt kryb! Jeg glemmer aldrig hans ikoniske replik: »DON’T YOU FUCKING LOOK AT ME!«. Filmen er optaget i 1985, men udkom først tre årtier senere. Hvordan kan det være?

»Jeg ved ikke, hvorfor der skulle gå så lang tid. Men da den udkom, faldt det sammen med en stor interesse for Lynch. Efter ‘Inland Empire’ fra 2006 kom der et gap, hvor der ikke kom noget fra Lynchs hånd, kun en masse, mystiske kortfilm udkom. Filmen indskriver sig i en bølge af nye dokumentarer, som har fået fri adgang til kunstneren David Lynch. Instruktøren har en evne til at efterlade os med en fornemmelse af, at der er nogle puslespilsbrikker, som mangler. Derfor er vi så fascineret af ham og hans virke. Gemmer den sidste brik i puslespillet sig i fraklippene, fragmenterne eller i en behind-the-scenes-dokumentar?«.

‘Blue Velvet’ er en film om at se: Vi smugkigger gennem persiennerne, overvåger i det skjulte, ser hvad det gemmer sig under græstæppet. Dokumentaren tilføjer et ekstra metalag til fortællingen ved at tage os med bagom produktionen.  Hvordan forholder dokumentaren sig til det at se?

»Dokumentaren forløser en voyeuristisk trang til at få indblik i optagelserne. Vi er nysgerrige på David Lynch. Han skulle eftersigende være meget ligetil, men han har samtidig den her mesterlige, troldmandsfigur. Vi vil gerne forstå magien, komme ind bagved lukkede døre og opdage, hvordan filmene trylles frem. Alt det lader dokumentaren os se«.

Hvilken voyeurisme er det, som er på spil?

»Lynch skildrer ofte kvindelig nøgenhed, men kønsforskerne er positive overfor det, for det er metarefleksivt. Det er ikke bare voyeurisme og et typisk Hollywood male-gaze. Nej, det handler om selve akten at se. ‘Blue Velvet’ er ikke bare besættelsen af at kigge eller belure et andet menneske, det er også historien om selve filmoplevelsen. Mange af Lynchs film handler om at kigge, overvåge eller overhøre, og på den måde spejler de selve filmoplevelsen og vores voyeuristiske trang. Når vi så ser en dokumentar, som handler om at få indblik i de fravalgte indstillinger, opstår der et metaplan«.

I hvilken rækkefølge skal man se filmene?

»Man skal se ‘Blue Velvet’ først, fordi det vil tage noget af oplevelsen fra Lynchs film, hvis man ser Braatz’ dokumentar først. Men til gengæld vil det tilføje et ekstra lag til værket, hvis man ser dokumentaren efterfølgende. Dokumentaren resonerer nemlig med filmen og tilføjer nye fragmenter. Og nu er titlen på dokumentaren jo også ‘Blue Velvet Revisited’, så det er altså tænkt som et genbesøg«.

Hvor, hvornår og hvordan så du dokumentaren første gang?

»Jeg så dokumentaren for første gang i en biograf på den allersidste britiske Twin Peaks Festival. Så det var i en kontekst, hvor alle var Lynch-fans. Det er en af de få steder på jorden, hvor det er muligt at bytte sig frem til et par slovenske bøger om Twin Peaks. Dokumentaren var med andre ord på hjemmebane«.

Er der en scene fra filmen, som du særligt tænker tilbage på?

»I en scene ser vi Lynch male et skilt til kulissen, hvor der står Lumberton. Det viser os, at han er helt nede i selv den mindste detalje. Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at han er helt nede i materien. I ekstramaterialet fra det nye Twin Peaks, står han selv for at sminke en af skuespillerne til det ottende afsnit. Det hjemmemalede skilt er et godt billede på den detaljegrad, vi finder hos David Lynch«.