Ekstra Bladets chefredaktør anbefaler: Safari

Knud Brix er ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, tidligere vært på DRs nyhedspodcast ’Genstart’ og radioserien ’En hæslig jæger’, kandidat i afrikastudier, forfatter til ’Febertræet’ (Politikens Forlag, 2022) samt jæger. Han anbefaler dokumentaren ’Safari’ (2016) af Ulrich Seidl.

Hvad handler ’Safari’ om?

»I ’Safari’ tager instruktøren Ulrich Seidl os med til en verden, de færreste kender, som er et vrangbillede på skydegale europæere, der udlever deres safarifantasi i en postkolonial virkelighed. Filmen undersøger de fede, griske europæeres trang til drømmen om eventyret. Kameraet følger østrigske og tyske familier på safari i Sydafrika«.

Fortæller dokumentaren noget om vestens syn på Afrika?

»Filmen er vel dybest set et spejl. I stedet for at fortælle om kulturen, så gør Ulrich Seidl det, han altid gør, vender spejlet mod os selv, og viser de grimme sider i vores karakter. Og det er også der, jeg føler mig ramt af filmen, fordi jeg selv er jæger og har gået jagt på Afrika. Jeg får den samme fornemmelse, som da jeg så Michael Kviums malerier for første gang. Ulrich Seidl eksemplificerer vrangbilledet, det perverse og det grådige i den europæiske kultur«.

Hvordan fremstiller Ulrich Seidl vores forhold til at slå ihjel i dokumentaren?

»Ulrich Seidl er aldrig fluen-på-væggen, men mestrer iscenesættelsen. For eksempel i de scener, hvor den østrigske jæger Manfred taler om, hvorfor han går på jagt. Gennem sin talestrøm afslører Manfred, hvordan vi med sproget distancerer os fra drabet. De taler om, at antilopen forender, eller at bestanden reguleres. Ulrich Seidl er dygtig til at se subkulturelle sprogbrug, hvor virkeligheden pakkes ind og sandheden kamufleres. Vi sætter konnotationer op for at beskytte os selv, for man må for guds skyld ikke sige, at man holder af drabet. Der må ikke være nydelse i jagten, så vi omskriver sandheden med eufemismer og subkulturelt sprog. Men gennem opstillede scener får Ulrich Seidl alligevel hovedpersonerne til at afsløre sig selv«.

Vi viser også nogle andre af Ulrich Seidls film på PARA:DOX – ’Good News’ (1991), ’Models’ (1998), ’Jesus, You Know’ (2004) og ’In the Basement’ (2014). Hvorfor vil du gerne fremhæve ’Safari’?

»Det er fordi, jeg selv har en rem af huden. Jeg går på jagt i Afrika og har set safariindustrien. Man søger det autentiske, men spørgsmålet er, om det er det, man finder, for klicheen om det vilde i Afrika er for længst færdig. ’Safari’ rammer mig, fordi filmen tager livtag med postkolonialisme, udbytning og stiller mig spørgsmålet: Hvorfor går jeg på jagt?«.

Hvorfor drager de her østrigske og tyske turister til Afrika for at holde jagtferie? Og hvorfor lige Afrika? Hvad er særligt ved kontinentet?

»Jeg tror, det er ud fra en klichéfuld længsel om eventyr, udlevelse af fantasier og drømmen om det uberørte eller farlige Afrika, som så syrer ud i en form for perversion. Et eller andet sted er det en kolonialistisk drøm om at nedlægge storvildt«.

Hvad er tiltrækningen ved at nedlægge savannens skæbner?

»Det er vel et eller andet sted en menneskelig drift efter vold eller eventyr. En søgen efter autenticitet, som ender med at blive udspillet i et teater«.

Hvem er de her mennesker, som tager på ferie for at slå ihjel?

»Det er europæere fra toppen af den økonomiske pyramide, som har alle muligheder, men længes efter en autenticitet, som så ikke findes.  Derfor ender de med at feriere i en opstillet virkelighed. Der er en familie, hvor drabet er limen i deres familiesammenhold. Det kan jeg godt genkende, for jagt er også en tradition i min familie og en måde at være sammen på. Men alt, hvad Ulrich Seidl gør, får et trykseksten i røven. Filmskaberen forstørrer problematikkerne, så det bliver på ingen måde et objektivt blik på jagt i Afrika, men snarere et perverteret og subjektivt vrangbillede«.

Nu foregriber du mit næste spørgsmål. Instruktørens stil er oftest blevet kaldt nøgtern og registrerende. Hvordan vil du beskrive kameraets blik?

»Jeg synes ikke, det er nøgternt og registrerende. Tværtimod er det dybt subjektivt og iscenesat. Der er opstillede tableauer, hvor familierne taler om jagt under de døde trofæer, som indlysende er en subjektiv kommentar. Hvis man skal kritisere ’Safari’ for noget, er det, at den graver grøfterne dybere, for filmen er brændstof for jagthadere og dyreværnsaktivister«.

Er der også noget godt at sige om safariindustrien?

»Hvis ikke der havde været organiseret safari, så havde krybskytteriet muligvis været langt større og bestandene mindre. Det her er en større diskussion, hvor Ulrich Seidl vælger det ensidige, subjektive blik. Instruktøren er ikke interesseret i snakken om bestand, arbejdspladser og safariens plads i samfundet, men i det europæiske begær«.

Du har selv været på jagt i Sydafrika, hvor filmen foregår. Hvad er dit eget forhold til jagtturisme? Genkender du portrætteringen?

»Mit eget forhold til jagt i Afrika begyndte, da jeg for første gang var på jagt i Sydafrika som 16-årig. På en måde blev jagten min indgang til det afrikanske kontinent. Senere hen har jeg som stor dreng været på safari i Namibia med min far og forsøgt at lave en dokumentarfilm i Cameroun. I Sydafrika er der en debat om såkaldte ’dåseløver’, som er løver, der bliver opdrættet i fangenskab, så overvægtige europæere kan komme ned og skyde dem og få et billede med hjem. Det er et ekstremt perverst og i øvrigt også ulovligt gebet. Men der findes mange forskellige måder at gå på jagt i Afrika. Jeg har også været på jagt på dyrenes præmisser i kæmpestore områder, hvor det ikke er nemt at jage. Ulrich Seidls film får det til at se ud som om safarien altid er en walk in the park.  Kameraet rettes mod den mest problematiske del af safariindustrien. Jeg ved godt, at den eksisterer, og derfor kan man ikke undgå at føle sig ramt«.

Hvorfor går du på jagt? Hvad er fascinationskraften?

»Det er svært at svare på, og jeg har endda lavet en hel radioserie, hvor jeg undersøger spørgsmålet. De fleste jægere ville have svært ved at indrømme sandheden. Jeg er kommet frem til, at jeg nok et eller andet sted må erkende, at ud over det andægtige og naturoplevelsen, så ligger fascinationen også i selve drabet«.