Filmskaber Janus Metz anbefaler: Workingman’s Death

Den danske filminstruktør Janus Metz står blandt andet bag filmene ‘Fra Thy til Thailand’ og ‘Fra Thailand til Thy’ (2008), den prisbelønnede krigsdokumentar ‘Armadillo’ (2010) og spillefilmen ‘Borg’ (2017). Janus Metz anbefaler den østrigske instruktør Michael Glawoggers film ’Workingman’s Death’, der i 2005 vandt hovedprisen DOX:AWARD.

Hvad handler ’Workingman’s Death’ om?

»Den handler om begrebet arbejde, og hvordan mennesker forskellige steder i verden arbejder. Filmen er opdelt i seks portrætter af arbejde verden over. Den bevæger sig fra mineoptagelser i Ukraine til en svovlmine i Indonesien videre til et slagteri i Nigeria over en skibskirkegård i Pakistan frem til stålarbejdere i Kina og til sidst en nedlagt fabrik i Tyskland. Ved at sidestille de her forskellige vinduer, mediterer filmen over forholdet mellem natur og kultur og over den frisættelse og fremmedgørelse mennesker udsætter sig selv for i den bevægelse. Filmen går fra håndens arbejde til intellektets arbejde, og stiller spørgsmål til, om vi mister noget af os selv og vores forbindelse til naturen i den bevægelse. Mange af Michael Glawoggers film er netop historier om, hvordan det moderne menneske fjernes fra dets indlejring i naturen. Men svaret er aldrig entydigt, og derfor er ’Workingman’s Death’ en film, der står og vibrerer i alle mulige sandheder«, siger Janus Metz.

Hvorfor er det lige ’Workingman’s Death’, du gerne vil anbefale?

»Da jeg virkelig begyndte at interessere mig for dokumentarfilm og selv begyndte at lave dem, var ’Workingman’s Death’ en af de film, der sprængte lydmuren og virkelig fik mig til at spærre øjnene op og tænke: »WOW, kan man lave dokumentarfilm med et så stort analytisk apparat og et så stort filmisk overskud og så stort et kunstnerisk blik?«. For mig frisatte den en dokumentarisk fortælleform fra nogle lidt snævre rammer, hvor man skulle være fluen på væggen eller følge én karakters historie. Men her er det kameraets fortælling, der bærer historien. Og det var det møde med dokumentarfilm som kunstnerisk udtryk, som fik mig til at indse, at man i dokumentaren også kan bruge så stort et kanvas til at skabe sine billeder på«.

Hvad er det, han gør?

»Ved at se på emnet arbejde, der er et grundlæggende vilkår for os alle sammen, laver Michael Glawogger et tværsnit af klodens tilstand og spørger: hvad er det for et globaliseret øjeblik, alle vi mennesker der er til lige nu, deler netop nu? Og ved at sidestille de her seks vinduer ud til verden, fortæller han en stor historie om, hvor vi er som menneskehed. Det fascinerede mig. Og så er filmen visuelt fuldstændigt vanvittig – en voldsom kropslig oplevelse, der binder beskueren til de steder, den beskriver. En af de ting, jeg elsker ved Michael Glawogger, er hans evne til at rammesætte et stykke virkelighed, så det bliver en filmisk sandhed, der transcenderer mediet og fortæller mere end den umiddelbare historie. Og det var det, der rørte mig mest ved filmen«.

Hvor så du den første gang?

»Jeg husker det som om, jeg faktisk så den første gang på CPH:DOX i 2005. Dengang så jeg alt, jeg kunne komme i nærheden af: tre, fire, fem film om dagen. Det har jeg desværre ikke tid til længere. Der sker jo det sørgelige, at jo mere man selv begynder at lave film, jo mindre tid får man til at se alle mulige andres film«.

Hvad husker du bedst fra filmen?

»Jeg husker særligt scenerne fra det her kæmpe slagteri i Nigeria som fantastiske. De er et inferno af blod, ild og sod. Og så er der også scenerne fra Ijen i Indonesien, hvor de arbejder i svovlminer, og der er helt gult og tilrøget. Her laver filmholdet en meget flot steadicam-tur, hvor kameramanden løber ned ad bjerget sammen med arbejderne, der hver eneste dag transporterer tunge læs sulfursten i to kurve, der er forbundet af en kæp, som ligger henover deres ene skulder. I de scener er det, som om tyngdekraften bliver opløst, selvom det er sindssygt tungt og hårdt arbejde. Den måde det bliver anskueliggjort på med kameraet er virkelig smuk«.