Filmskaber Simon Lereng Wilmont anbefaler: Et ægte par
Artiklen er knyttet til ’Et ægte par’
Simon Lereng Wilmont er dokumentarist. Han har blandt andet markeret sig internationalt med ‘The Distant Barking of Dogs’ (2017) og ‘A House Made of Splinters’ (2021), som begge finder sted i Ukraine. For sidstnævnte blev han tildelt instruktørprisen for på Sundance Film Festival. Simon Lereng Wilmont anbefaler ’Et ægte par’ (2019) af Emil Langballe.
Hvad handler dokumentaren om?
»’Et ægte par’ handler om Sidsel og Christian, som er en kvinde og en mand med Downs syndrom. De har to vidt forskellige temperamenter og tilgange til kærlighed, men er begyndt at danne par, og nu skal de altså giftes. Vi følger deres ægteskab over et stykke tid. Vi ser, hvordan de to må tage de kampe, der opstår, når romantikken på et eller andet tidspunkt møder hverdagens realiteter«.
"Jeg synes portrættet er skabt med et enormt respektfuldt blik. Emil Langballe gør det helt ufattelig flot, når han på en ærlig – men også respektfuld måde – giver plads til både grin og gråd. Det kammer aldrig over. Vi griner ikke af dem, men med dem. Og det er enormt vigtigt, når det handler om to karakterer, som på nogle måder kan betragtes som sårbare.
Hvilke problemer har de?
»Der er en uoverensstemmelse mellem den enes idealisering af kærlighed og den andens mere praktiske tilgang. Men det er faktisk et universelt portræt af parforholdet, og de problemer som følger med. Den eneste forskel er blot, at de to hovedkarakterer har Downs syndrom«.
Hvad mener du med et universelt portræt?
»Vi kan spejle os i deres fortælling, det er en universel historie om parforholdet. Om hvordan der opstår sød musik, når to mennesker mødes. Men med tiden opstår der også konflikter, fordi vi er forskellige. I den perfekte tosomhed handler det om at slå bro over udfordringerne, indgå kompromiser og finde en vej ud af problemerne sammen. Hvis parforholdet skal vare ved, så handler det om at bibeholde gnisten og samtidig invitere hverdagens realiteter indenfor«.
Bliver problemerne mere tydelige af, at parret har Downs syndrom?
»Alting er meget hudløst, ærligt og ligetil hos Christian og Sidsel. Mange vil kun genkende de kampe, der opstår. De udlever deres følelser, og de er lige så dybe som alle andres følelser. Men på overfladen fremstår det mere rent«.
Hvordan vil du beskrive filmens tone?
»Det, der kendetegner ’Et ægte par’, er, at vi både græder og griner – eller det gjorde jeg i hvert fald. Jeg elsker dokumentarer, som har humoren i sig. Man kan ikke lade være med at holde af karaktererne: Sidsel er sur over, at Christian ryger for mange fantasicigaretter. Og det er netop den humor, der gør, at vi kan åbne os, tage dem ind og begynde at holde af dem. Det er en film, som efterlader os med et smil på læben – en feelgood film«.
Men det er samtidig en trist film. Hvorfor?
»Vi forstår Sidsels drømme og ser deres forskelle. Og det er det, som skaber en tristesse og får tårerne til at falde. For det går op for os, at de nok aldrig får et barn, for det vil de aldrig blive voksne nok til«.
Hvordan fremstilles hovedkaraktererne?
»Jeg synes portrættet er skabt med et enormt respektfuldt blik. Emil Langballe gør det helt ufattelig flot, når han på en ærlig – men også respektfuld måde – giver plads til både grin og gråd. Det kammer aldrig over. Vi griner ikke af dem, men med dem. Og det er enormt vigtigt, når det handler om to karakterer, som på nogle måder kan betragtes som sårbare«.
Hvad husker du bedst fra filmen?
»Det er svært at sige, for der er så mange gode scener i filmen. Alt lige fra deres diskussioner om fantasicigaretterne til en episk Ikea-tur for at købe møbler. Hvis jeg skal vælge en, bliver det nødt til at være en scene, som gav mig en klump i halsen. De er på date, efter at der har været en del skænderier, og så sætter Christian for første gang foden ned. Her fortæller han hende, at hendes romantiske drøm om et luksusliv ikke går i opfyldelse, for han er landmand og skal leve på landet og tage sig af sine dyr. Og det er altså på trods af, at han elsker hende ubetinget og altid vil tage sig af hende«.