Interview: Instruktør Marcus Lindeen om sin vision og metode

Marcus Lindeen er en svensk instruktør og manuskriptforfatter, der arbejder med både film og teater. Han har blandt andet instrueret filmene ‘Regretters’ (2010)  og ‘The Raft’ (2018). Sidstnævnte vandt hovedprisen Dox:Award, da filmen havde premiere på CPH:DOX. Vi har inviteret Marcus Lindeen til at give et længere interview om hans virke, vision og metode.

I første afsnit taler vi om instruktørens metode og krydsfeltet mellem film, journalistik og teater. Det her er første afsnit af tre.

Du har en baggrund i journalistik. Hvordan kommer det til udtryk i din metode?

»Jeg ser stadig mig selv som journalist i en vis forstand. Når jeg researcher, interviewer og leder efter historier, arbejder jeg i vid udstrækning som en journalist. Men når jeg skal omsætte det til en film, forvandler jeg mig til en kunstner, fordi jeg tager mig friheder til at modellere og præsentere materialet. Jeg føler mig stadig meget forankret i den journalistiske praksis. Men jeg bruger redskaberne på en anden måde. For eksempel arbejder jeg ofte med teater, der er baseret på sande historier, men hvor det er skuespillere, som indtager scenen. Jeg opdigter stadigvæk dialog, men jeg bruger altid interviewet som grundlag. Virkeligheden er stadig udgangspunktet: jeg interviewer personer flere gange i mange timer, transskriberer hver eneste detalje, hvert et ord, de siger. Det bliver til hundredvis af sider. Derefter begynder jeg at få ideer til, hvad jeg gerne vil have dem til at sige. Så begynder jeg at fabulere og fiktionalisere en smule. Min metode er en glidebane, som starter med journalistik og langsomt bevæger sig mod kunsten«.

Jeg ved, du også arkiverer og gemmer små nyhedshistorier og fragmenter i et arkiv. Hvad er udvælgelseskriteriet, hvordan udvælger du dem, og hvorfor gemmer du dem?

»Før i tiden, da jeg arbejdede i radioen, brugte jeg et Pendaflex-system. Det er et mappesystem, som læger før i tiden opbevarede journaler i. Man kunne indeksere og inddele efter forskellige temaer og emner. Jeg har en lignende struktur nu, men på min computer, selvfølgelig. Når jeg udvælger historier nu, er mit kriterium, at de skal være spektakulære, overvældende, fantastiske, nærmest uvirkelige. De skal have en larger-than-life dimension«.

Hvad leder du ellers efter?

»Det skal også være historier, der indeholder noget universelt. Noget, der kan fortælle om eksistentielle spørgsmål. Mine film ’The Raft’ og ’Regretters’ er begge gode eksempler på det. Historierne bliver næsten mytiske: Den skøre videnskabsmand i ‘The Raft’ ønsker at forstå sandheden om vold og seksualitet, og samler ti mennesker fra forskellige verdensdele for at sætte dem på en tømmerflåde. Sammen drager de ud i det ukendte for at udforske den indre sandhed om mennesket. Det kunne være taget fra en myte. Det er det, jeg søger, når jeg laver research«.

Hvorfor gemmer du alle de her små historier? Er det en idébank?

»Jeg gemmer dem til senere, fordi de kan være nyttige. De kunne være en indgang til noget. Sommetider kan historierne ligge i arkivet i lang tid. Flere år senere kan jeg vende tilbage og finde en lille ting, som ikke gav mening for mig på det tidspunkt, men som havde pirret min nysgerrighed. Og så et par år senere opdager jeg, at den her brik faktisk passer sammen med den her anden brik, og nu kan jeg lave noget ud af dem. Jeg overtænker det ikke alt for meget, når jeg indsamler, jeg griber ud efter tingene, når jeg reagerer, og jeg analyserer det ikke ret meget efterfølgende«.

Jeg prøver at få greb om omfanget af dit arkiv. Hvis du lægger alle historierne fra Pendaflex sammen med din digitale samling, hvor mange historier har du så samlet?

»Tusindvis! Det er enormt. I dag kan jeg måske kun gå et eller to år tilbage, for hvis jeg begynder at gå et årti tilbage, er det for overvældende. Så ville jeg være nødt til at bruge måneder på bare at gå det igennem. Nogle gange føler jeg, at visse ting hænger ved. Jeg må forsøge at tro på – selv om jeg er en kontrolfreak – at intuition, tilfældigheder og held findes for at hjælpe og vise vej«.

Kan du give et eksempel på noget, du har gemt for nyligt?

»Ja, jeg kan prøve at se, hvad jeg har gemt for nylig. Måske noget fra sidste uge. Hvad kan det være? Her er en artikel fra The Guardian om hjernen, om hvordan vi oplever virkeligheden på forskellige måder. Jeg kan godt lide at beskæftige mig med videnskab, fordi det hænger lidt sammen med mit eget arbejde. Jeg tror, at videnskab og kunst har den samme ambition: at forsøge at udforske områder, som stadig er nye eller ukendte«.

Har du et andet eksempel fra arkivet?

»Dette er en historie fra 1800-tallet, en mystisk historie om en fyr, der kaldes Rudolph Fentz, som gik en tur i New York en sommernat og aldrig kom tilbage. Men så i 1950, altså 75 år senere, bliver en mand dræbt af en taxa på Manhattan, og det viser sig, at han ligner manden, der forsvandt 75 år tidligere. Så der er altså en teori om, at denne mand er rejst i tiden eller har fundet et loophole, et hul i tid og rum eller noget i den retning. Jeg synes, det er fascinerende, at folk er interesserede i den slags emner, ligesom jeg selv er det. Hvad nu hvis man kan rejse i tid? Øh, hvad har vi ellers? Her er et interview med en rengøringsassistent, som arbejder med gerningssteder. En der rydder op efter mord og selvmord. Vil du have flere?«.

Nej, det er godt for nu. Gemte ideerne til ’The Raft’ og ’Regretters’ sig også i arkivet? Og hvorfor blev netop de realiseret?

»Ja. Med begge disse historier følte jeg, at nu var det nu. Jeg var nødt til at handle på det med det samme. Jeg ved ikke, hvor længe de kunne have ligget i arkivet«.

Begge film er optaget i et studie. Er den sorte boks din hjemmebane?

»Jeg er uddannet som teaterinstruktør. Måske er det derfor, jeg føler mig godt tilpas i studiet. Det minder mig om arbejdsgangen i teatret. Men jeg vil gerne prøve at udforske filmmediet uden for studiet«.

Du har allerede kaldt dig selv en kontrolfreak i det her interview. Er det derfor, du foretrækker at være i af studiet?

»Ja, helt sikkert. Det handler om at opnå kontrol, men grunden til at jeg optager i studiet er mere end det: for publikum bliver det et signal om, at det ikke bare er en dokumentarfilm i traditionel forstand, hvor vi skal se på andres liv, følge dem og se alt gennem et vindue. I stedet er det som om nogen har inviteret virkeligheden ind i teatret, for at præsentere noget som kan fortolkes flertydigt. Og det er aftalen med publikum i den teatralske ramme. Men det er også et æstetisk valg, et forsøg på at opnå noget, der er rent og smukt. Jeg bryder mig ikke om, når alt er tilfældigt, fordi man har for lidt tid eller et lille filmhold og bare gør det, man nu engang kan. Det, synes jeg, er frustrerende, og jeg vil gerne være mere ambitiøs. Måske er det at være kontrolfreak, men jeg tror, at mange instruktører kan identificere sig med det«.

Du arbejder med hybridformer, hvor du iscenesætter og kontrollerer virkeligheden. Alligevel ser vi klaptræet, filmholdet, røgkanoner og teknikken i dine film. På en måde synes de her metaøjeblikke både at være ude af kontrol og overlagt. Hvad er dine tanker bag det valg?

»Jeg vil gerne vise publikum, at vi leger med virkeligheden. Ligesom en teaterforestilling på en måde. Det er tydeligt, at vi manipulerer jer, vi behandler ikke historien som journalister, der forsøger at finde kendsgerningerne. Vi leder efter noget andet. Det er et kunstværk. Røgmaskiner, gaffeltrucken og hele konstruktionen omkring iscenesættelsen er en legesyg forhandling med publikum«.

Er du nogensinde fristet af at lave fiktionsfilm?

»Jeg har leget med tanken om at arbejde med fiktion, jeg er ikke imod ideen, men den har ikke materialiseret sig endnu. Det er ikke min impuls at opdigte et manuskript til skuespillere: så siger han det her, og så svarer hun det der, og så sker der det og det. I øjeblikket føles det ikke naturligt for mig. Men jeg arbejder med skuespillere i teatret, så fiktion er ikke fremmed for mig«.

Er det utænkeligt, at du kommer til at lave fiktion?

»Jeg er ikke modstander af fiktion. Jeg tænker meget over, hvor jeg skal hen med mine film, hvad næste skridt er. Efter ’Regretters’ vidste jeg, at jeg formelt set ønskede at gå i studiet og udforske scenografien. Og nu er det ikke længere så klart for mig, præcist hvad jeg skal. Men jeg har sagt, jeg vil tage på roadtrip – komme ud af studiet, sætte alt i bevægelse!«.

Det er en dristig idé for en kontrolfreak. Jeg har læst, at ’Regretters’ og ’The Raft’ er en del af en triologi. Hvad er planen for den sidste film?

»Det var planen, at jeg ville lave en tredje film i studiet, men jeg har ikke fundet et emne. Nu har jeg lige lavet en trilogi af teaterstykker her i Frankrig. Måske er det ikke så vigtigt at færdiggøre filmtrilogien, måske vil jeg bare forsøge at komme ud af den sorte boks«.

Kan du fortælle noget om dit næste projekt?

»Jeg arbejder på et projekt, der skal blive til et teaterstykke med arbejdstitlen ’Memory of Mankind’. Det handler om et arkiv fyldt med hele menneskehedens erindringer gemt til evig tid. Jeg arbejder med temaer såsom hukommelse og glemsel – både på et meget personligt og et globalt plan. Jeg overvejer, om jeg også kan lave en del af det til en film«.