Interview: Filmskaber Cille Hannibal om sin film ‘The Night We Fell’

Få dage efter at den danske filminstruktør Cille Hannibals stedfar pludseligt døde en nat, samlede hun sit kamera op og begyndte at filme sin mor. Mest for at have en gyldig grund til at stå ved siden af hende midt i sorgen. Men flere år senere blev de optagelser til filmen ‘The Night We Fell’, der havde premiere på CPH:DOX i 2018. Fire år efter filmen kom ud, fortæller Cille Hannibal her om filmens tilblivelse, og hvordan den bliver ved med at leve sit eget lille, stille liv.

Her fire år efter filmen kom ud, hvad synes du så, filmen handler om?

»Det er vildt komplekst at forklare. For den handler ikke om, at min mor går gennem en sorgproces: fra hun mister sin mand, til hun får det godt igen. Det ville have været nemt. Men for mig er det en beskrivelse af én type sorgproces. Jeg tror ikke sorgprocesser er ens. Men jeg tror, at en sorgproces kan være et pendul, man svinger ind og ud af, og jeg føler, at filmen hele tiden pendulere ind og ud af de følelsesmæssige op- og nedture. Filmen er bygget op omkring den bevægelse, og den er et kalejdoskopisk blik på de følelser, man gennemgår, når man mister et menneske tæt på en. Og så er det også en film om at være pårørende, altså, hvordan stiller man sig, når en man elsker mister den, de elsker. Det er en stille film, der prøver at give ro til, at folk kan reflektere over deres egne tætte relationer og dem de har mistet«.

Da jeg så filmen, studsede jeg over, at man aldrig får at vide, at Per var en halvkendt person i sit virke som fotograf og fotochef på Dagbladet Politiken. Hvilke tanker gjorde du dig om det?

»I starten tænkte jeg, at man slet ikke skulle møde Per i filmen, fordi den ikke handler om ham, men om min mor. Men efter de første gennemklip opdagede vi, at man var nødt til at mærke ham på en eller anden måde for at forstå, hvad det var, min mor havde mistet, og relatere mere til hende. Men det tog os mega lang tid at nå frem til den konklusion«.

Hvad tænkte du, der ville ske ved at tage ham med i filmen? 

»Det var mange ting i det. Dels fordi han var den, han var, og fordi så mange mennesker følte sig meget tætte på ham. Og dels fordi han har to børn, som jeg var nødt til at tage hensyn til også. De havde ikke sagt ja til, at der skulle laves en film om deres far, og på en måde kommer jeg i anden rang i forhold til dem, fordi jeg er stedbarn. Og så var min mor bekymret for, at fordi han var en offentlig person, ville medierne få filmen til at handle om ham. Og det var vigtigt for hende, at hvis hun skulle medvirke i min film, så skulle det ikke være en historie om Per, men mit blik på hende. Derfor har jeg virkelig forsøgt at holde hans virke ude af filmen«.

Hvorfor?

»Det var ikke alle, der syntes, det var en god idé at lave den her film. Nogle tænkte måske, at jeg ikke havde »ret« til at lave fortællingen om Pers død, for hvor tæt var jeg egentlig på ham? Det provokerede mig, at jeg skulle forsvare min relation til ham, for jeg er trods alt vokset op med Per. Så undervejs i filmen opdagede jeg, at der i sorgprocesser hurtigt opstår et hierarki. For hvem er den mest sørgende, og er det så den person, der har mest »ret« til fortællingen?«.

Hvad er det for et hierarki?

»Man kan se det i kirken, hvordan folk placerer sig til begravelsen. For ikke så længe siden var jeg til min vens mors begravelse, hvor jeg per automatik satte mig allerbagerst i kirken, fordi jeg ikke kendte hende, men kun var der for min ven. Mens andre satte sig helt oppe foran. Det er interessant, hvordan vi har brug for at positionere os i sorgen. Og det kan føles lidt dumt«.

Var du i tvivl om, hvorvidt du skulle lave filmen?

»Nej overhovedet ikke. For det startede ikke med, at nu skal jeg lave en film om det her. Det ligger i dokumentaristens dna, at når der sker noget  foran en, som føles stort og vigtigt, så hiver man kameraet frem. Og det føltes meget vigtigt, det der skete, og det var også en måde at være i det for mig. På grund af Pers virke var der altid et kamera, min mor var vant til, at alt blev dokumenteret. Vi har et helt album med billeder af min mor, der tisser i naturen, fordi Per altid tog billeder af hende, når hun tissede. Vi har billeder af alt. Og især den dårlige og grimme side af virkeligheden, for den var han vildt interesseret i. Vi havde et slægtskab der, og han var en form for mentor for mig, og det var i dokumentarismen, at vi ægte mødte hinanden og blev tætte. Så det virkede helt naturligt at tage kameraet og filme – også for min mor«.

Hvor lang tid gik der fra Pers død til du startede med at filme?

»Jeg tror, den første optagelse er fra tre dage efter hans død. Men så filmede jeg måske en dag eller to om måneden. Og vi lavede vel de sidste optagelse i 2017, og han døde i 2014«.

Kan du huske, det første øjeblik du filmede?

»Jeg kan huske, hvornår jeg fik lyst til at filme første gang. To dage efter han var død, vågnede jeg helt vildt tidligt inde på mit gamle værelse ved mega meget larm, og så gik jeg ind i stuen, hvor solen stod ind ad vinduet på den der skarpe måde, som den kun kan stå ind ad vinduet på om foråret, hvor man kan se, at vinduet ikke er pudset ordentligt. Og så lå min mor nede på gulvet og havde skruet de kæmpe bogreoler, hvor alle hans fotobøger stod i, ned, for nu skulle de flyttes ind i et andet værelse. Der tænkte jeg, at det her er en scene i en film om en kvinde, der har mistet sin livsledsager. Og så tænkte jeg: hvor er mit kamera. På et tidspunkt tog jeg hjem i min egen lejlighed og hentede det, og så sagde jeg, at nu stiller jeg mig lige her og filmer, mens du gør det der. Så det opstod stillestående, men jo flere gange jeg havde kameraet med, jo mere spurgte hun, hvad det egentlig var, jeg lavede. Og jeg var meget nervøs for, hvad hun ville sige, da jeg skulle fortælle hende, at jeg havde tænkt mig at sende en ansøgning om at lave den her film«.

Det virker som om, at dit kamera gav jer lov til at have en samtale, der ellers er svær at have, fordi I kan tale om de hårde ting i filmens tjeneste, og det sletter det potentielt akavede sorgrum.

»Det var totalt det, der skete. Når jeg tændte kameraet, kunne vi tale om Per eller hendes sorg, det var præmissen, og så fik hun tungen på gled. Og hun vidste godt, hvad jeg ledte efter. Så hun gemte på sine fortællinger. I filmen fortæller hun om en drøm, hun har haft, men den kunne hun også have fortalt ti minutter inden, jeg tændte for kameraet. Men hun gemte den og leverede den, da kameraet var tændt. Der opstod et sjovt rum, hvor vi tog Per frem, og når vi så slukkede kameraet, kunne vi tale om andre ting«.

Der er ikke rigtigt nogen tid i filmen, så man ved ikke, hvor lang hendes sorgproces er.

»Jeg syntes, det var fuldstændigt lige meget, om man forstår, hvor langt hun er fra dødsfaldet. Så vi tog tiden ud af det. Jeg ønskede, at vores fortælling blev et billede på sorgen, som folk kunne spejle sig i: at der var tid i filmen til, at man kunne komme i kontakt med sine egne sorgfølelser. Derfor bliver min mor heller ikke nævnt med efternavn, og man får ikke at vide, hvad hun laver, eller at jeg har en storebror. Vi valgte at tilbageholde information, så hun kun være et hvilket som helst menneske. Jeg opdagede, at når man gennemgår svære følelsesmæssige processer, er det vildt hjælpsomt at læse om andre, der gennemgår det samme. Jeg læste artikler om sorg, hvor jeg genkendte det, der stod. Og Naja Marie Aidt udkom med sin bog om hendes søn, der døde, og jeg græd og græd, da jeg læste den, for der var så meget, jeg kunne genkende. Det hjælper, at man føler, at man ikke er alene med de følelser, og jeg havde lyst til, at filmen skulle lave et fællesskab for de folk, der så den, så de kunne mærke, at de ikke var alene i virkeligheden. Men også tvinge folk ind i samtalen, fordi jeg oplevede, at det var så svært for folk at tale om. Folk var berøringsangste – også overfor mig. Og jeg synes selv, det er svært, når folk mister nogle tæt på dem. Så jeg øver mig i at give det nærvær, som jo bare er det, man har brug for«.

I Naja Marie Aidts bog mister hun sin skrift og sit sprog. Men du fik et sprog i sorgen og lavede en film. Hvordan var du i stand til at lave det her midt i sorgen?

»Fordi jeg fandt det sprog i mit blik på min mor og ikke i min sorg til Per. Det var mere min sorg over det, min mor gennemgik, og mit ønske om at hjælpe hende igennem det, der gav mig et sprog. Min egen sorg over Per foregik et helt andet sted, og jeg ville have haft rigtig svært ved at lave en film om Per. Jeg en handler, så jeg må ligesom løbe, når der sker noget«.

 

Ligesom din mor gør i filmen. Man taler om, at dokumentarfilm er et spejl af personen bag kameraet, og i din film ser man dig flere gange i spejle og vinduesrefleksioner. Var det med vilje?

»Jeg tænkte, det var et problem, at det var mig, der filmede, fordi jeg selv var en karakter i den. Men der var heller ikke andre end mig, der kunne filme den. Så hvordan kunne jeg eksistere i rummet uden at være foran kameraet? Jeg kan sige nok så meget, at det er min mor, der er hovedpersonen i filmen, men det er jo mig selv. Så det var en måde at bringe mig selv i spil, så jeg ikke kun var en stemme bag kameraet, og derfor kommer jeg også mere og mere ind i billedet i løbet af filmen. Jeg var nødt til også at turde, når min mor turde. Når jeg tænder et kamera, ved jeg ikke, hvad det hele handler om. Det er en langsom proces, hvor det går op for mig. Så jeg var ikke klar over, hvordan filmen ville ende. Efterhånden som vi udviklede, og jeg så materialet, begyndte jeg at gå mere ind foran kameraet, fordi det gik op for mig, at det også handlede om mig selv. Og til sidst træder jeg ind som en ægte karakter, der snakker og står og kigger efter fugle«.

Hvordan handler den mere om dig end din mor?

»Det er mit blik på og min fortælling om det, hun gennemgår. Det er ikke hende, der fortæller. Jeg vælger, hvornår kameraet tændes, det er mig, der vælger, mig der tager hende med over og se sort sol. Det er mig, der prøver at formidle hendes sorgproces. Men det man oplever i filmen er 0,0001 procent af, hvad hun oplevede i den periode. Hvis hun skulle have lavet den film, havde den set fuldstændigt anderledes ud«.

Instruktøren Jon Bang Carlsen har vist sagt, at hans egen skygge hviler henover karaktererne i hans film, og han på den måde laver film om sig selv. Er det det samme for dig?

»Jeg er altid i dyb samtale med mine medvirkende, og jeg vil gerne have, at de er medskabere af fortællingen. Men de ting, der fylder i mig, er jo det, materialet bliver fyldt af, for det er det, jeg kigger efter. Når jeg peger mit kamera et sted hen, ligger min intention i det. Men jeg ville have rigtig svært ved at lave noget, hvori folk ikke føler, de kan genkende sig selv som mennesker. Den her film ender i en form for håb. Og jeg er ikke sikker på, at min mor havde det sådan, da vi var færdige med at filme. Så det var mit håb, at vi ville komme ud på den anden side«.

Hvorfor stopper du den med at filme sort sol?

»Filmen handler også om de der mærkelige rum, der opstår efter nogle dør. Det er sådan en underlig boble, hvor alting føles en smule overnaturligt. Et eksempel er, at Per havde hængt en hylde op i deres badeværelse, den havde hængt der i ti år, og to dage efter hans død, faldt den ned. Og han var en mand, der godt kunne lide boremaskiner, så den var boret godt fast. Så snakkede vi om, at det sikkert var ham. Man laver en fortælling til sig selv om, at han selvfølgelig er der et sted. Og min mor havde haft nogle oplevelser med fugle i den periode, hvor de kom hen og satte sig ved siden af hende, og hun tænkte, at det nok var Per. Så vi tog over for at se sort sol. For mig blev det et billede på, at en del af det at gennemgå sorg og død også er at kunne finde glæden og se det smukke ved livet igen og kunne nyde at have ti sekunder, hvor man glemmer ham og bare glædes over det, der er lige foran en. Det var sindssygt vigtigt for mig at ende filmen der. De her ting sker jo på godt og ondt. For selvom jeg ville ønske Per var i live, er jeg nødt til at indrømme, at hans død har bragt mig tættere på min mor. Og det er jeg nødt til også at glæde mig over. For mig blev det også en undskyldning for at gøre det følelsesmæssige arbejde, vi havde brug for, for at komme tæt på hinanden igen. Det er jeg ikke sikker på, jeg havde haft mod på, hvis der ikke også havde været en film på spil«.

Du sagde, at du ikke altid ved, hvad det handler om, når du tænder dit kamera. Der er en stærk scene i filmen, hvor din mor er i gang med at save et træ ned. Vidste du, hvad det handlede om?

»Ja, for det var så tydeligt, at hun var i gang med at massakrere det træ fuldstændigt. Hun var ved at eksplodere i sorg og afmagt. Det var svært at være i som datter. Der var en afmagtsfølelse, fordi jeg ikke vidste, hvor fanden jeg ellers skulle placere mig i en situation, hvis jeg ikke havde kameraet, for jeg kunne ikke give hende et kram, hun ville ikke have det kram, hun var træt af, at jeg var så bekymret for hende, for hun var moren, det var jo hende, der skulle være bekymret for mig. Så det var en måde at få lov til at stille mig ved siden af hende og sige: jeg står lige her, mens du gennemgår det, du gennemgår. Og kameraet var også en undskyldning for at komme forbi«.

Per var selv fotograf og et visuelt menneske, så hvordan arbejdede du med det visuelle i filmen?

»Der er arbejdet sindssygt meget med det visuelle, at visualisere sorgen i naturen eksempelvis. Jeg havde et stort behov for at få en validering fra en tæt på Per, som kunne være hans garant for, at filmen blev fortalt på en måde, han kunne stå inde for. Så jeg fik hans gode ven Nicolai, der også er fotograf, hyret ind som konsulent på filmens visuelle del. Jeg vidste, at Per respekterede Nicolai, og hvis han sagde god for den, ville Per også have været glad, og jeg havde virkelig brug for, at Per ville blive stolt af den på en eller anden mærkelig måde«.

Havde du Pers stemme i baghovedet, mens du lavede filmen?

»Ja. For jeg havde også instruktøren Michael Madsen som konsulent, og han var super interesseret i, hvordan Per fyldte i mig i forbindelse med at lave filmen. Så han satte mig til at have samtaler med Per om filmen, og så skulle jeg nedskrive den her samtale med Per, fordi det kunne være, at der deri ville findes ting, der skulle med i filmen. Så det gjorde jeg. Gik hjem og spurgte Per, hvad han ville synes om, at der var en solnedgang i filmen. Jeg vidste godt, hvad han ville sige, så Pers stemme var meget tydelig for mig. Og jeg var bange for, hvad han, et ekstremt dokumentarisk menneske af den gamle skole, hvor man overhovedet ikke kigger på sig selv, ville sige til, at jeg pøsede alle de her følelser ud i hovedet på folk. Var det overhovedet en film, han ville gide at se?«.

Hvordan var det, at din debutfilm handlede om noget så tæt på dig selv?

»Det var den metode, vi hele tiden arbejdede med på Filmskolen, så det føltes enormt trygt. Og jeg var ikke specielt glad for min afgangsfilm, så ’Den nat vi faldt’ blev nærmest en afgangsfilm for mig. Men jeg har det også sådan, at det skal jeg aldrig gøre igen«.

Hvorfor?

»Fordi jeg følte mig ekstremt eksponeret og blottet. I en periode efter folk er døde, kan man have et stort behov for at tale om det, men på et tidspunkt har man også brug for slet ikke at tale om det. Inden filmen var færdig, nåede jeg til et sted, hvor jeg tænkte, at nu kan jeg ikke koge mere suppe på den kylling. Nu skal det stoppe, nu skal jeg videre i mit hoved, jeg skal videre i mit liv, jeg kan ikke mere. Det krævede vildt meget. Og en måned inden den skulle have premiere, døde min reservemor, så jeg følte, at jeg tævede rundt i sorg og i folk, der døde omkring mig«.

Fastholdte filmen dig for længe i sorgen?

»Ja. Hvis man skal videre, har sindet også brug for at få øje på andre ting, så hjernen langsomt kan reparere sig selv på en eller anden måde. Men det fik min hjerne bare ikke rigtigt lov til, fordi jeg blev fastholdt i samtalen, fordi der var mange, der gerne vil snakke med mig om filmen og emnet«.

Hvordan har du det så med filmen nu fire år efter den kom ud?

»Det, jeg er mest stolt af, er, at det er en tidløs film på den måde, at folk stadigt ser den og fortæller mig, at de føler sig spejlet i den. Jeg har ikke selv set den i lang tid, men den lever sit eget lille, stille liv derude, og det er mega dejligt. Jeg er vildt glad for, at jeg har lavet den film. Og det er blevet nemmere at tale om den, for hold kæft hvor var det svært dengang, fordi det var enormt svært ikke at blive berørt. Og det er besværligt at tale om noget, hvis du hele tiden skal stå og styre din gråd«.