Interview: Filmskaber Eva Mulvad om sin film ‘A Modern Man’

Skal dokumentarfilm partout handle om personer, der har det svært og befinder sig på samfundets bund? Ikke nødvendigvis, synes den danske dokumentarfilminstruktør Eva Mulvad. I hendes film ’A Modern Man’ fra 2017 følger hun den hyperambitiøse violinist og mode Charlie Siem, der lever på toppen af verden, mens han kæmper for at blive anerkendt for sin musikalske evner og mod en indre utilfredshed, rodløshed og ensomhed – alt sammen badet i blitzlys, orange sportsvogne, modeljobs og dyre hotelværelser.

Læs med her, når Eva Mulvad fortæller om arbejdet med ’A Modern Man’:

Hvorfor lavede du ’A Modern Man’, hvad handlede den om for dig?

»Jeg synes, at dokumentargenren lider af, at vores film skal handle om nogle, der har problemer og sociale issues og den slags. Men jeg har i lang tid syntes, det var spændende at kigge på overklassen. Jeg er ikke selv overklassen, men jeg er en del af en hvid, privilegeret klasse, og jeg var interesseret i at vise vores egne, moderne problemer. Og det var jeg interesseret i at vise i kraft af ham her Charlie, der spiller violin. Det er selvfølgelig voldsomt at lægge ned over én mand, men det var interessant for mig, at undersøge, hvorfor man stadigt er utilfreds, når man har det hele? Det spørgsmål var han god til at gøre tydeligt. Og det er det, vi gør i dokumentarismen: går ud i verden og leder efter karakterer, der er overtydelige i deres handlinger og rummer noget af det, vi selv er interesseret i eller har problemer med og gerne vil forstå«.

Hvad, synes du, viser han overtydeligt?

»Han er et menneske, der er meget dygtig til noget meget svært, som er at spille på violin og gøre det i store koncertsale. Han er en elite, han ser godt ud, og han er født meget rig, så han har noget af det, drømme er lavet af. Men han er også en splittet person, der bakser med det perfekte. For selvom han har alt det, er han stadig utilfreds. Han er meget tydelig på den måde, at selvom overfladen ser rigtig ud, så har han en anstrengthed, så man kan se på ham, at han er utilfreds. Han kæmper med at finde en balance mellem kontrol og kaos, mellem følelser på den side, og det at styre sit liv på den anden. Det er en menneskelig balance, vi alle sammen kæmper med at få styr på, men han gør det tydeligt. Og så er der sidekarakteren Itamar Golan, som er en pianist, Charlie ofte spiller med, som har den modsatte balance. Hvor Charlie er enormt meget i kontrol og styrer sit liv hele tiden, er Itamar hele tiden inde i følelsen og forelsker sig i en ny kvinde på hvert gadehjørne«.

Hvorfor er det interessant?

»Fordi de begge arbejder med musik, som vel er der, hvor man arbejder stærkest med følelser, for hvis du ikke kan berøre nogen med din musik, er du ikke rigtigt lykkes. Jeg leder tit efter dilemmaer, og dem er Charlie selv fyldt med, såsom at han har svært ved at få fat i sine egne følelser, samtidig med at han bruger sit liv på at formidle følelser. Men det var en hård film at lave, fordi jeg havde svært ved at tro på, at det var godt nok, kan man godt fortælle noget, der næsten er uproblematisk – eller i hvert fald mest eksistentielt problematisk. Når vi sidder i klipperummet leder vi efter små ting – indre bevægelser. Men kan publikum se og mærke det i den her flotte indpakning? Og det var også en film, der havde det ret svært, da den kom ud. Der var mange, der syntes det var for tyndt«.

Nu fem år efter, synes du så, at det var tykt nok?

»Ja, jeg synes, den er stærk nok. Jeg så den faktisk tidligere i dag, og jeg synes, der er mange stærke og meget tydelige scener i den. Og så er emnet jo bare vokset siden. Mistrivsel blandt unge, perfektion, sociale medier, urealistiske selvvurderinger og succestyranniet er kun vokset som emner. Men der var også ting med Charlie, der gjorde det svært for mig at gøre filmen endnu tydeligere og vi havde mange forhandlinger om, hvad han kunne stå med og ikke kunne stå med«.

Hvad var det for nogle ting?

»Vi har en karakter, der er ekstremt meget i kontrol, og det at få lavet en film om sig var ret voldsomt for ham, og det er sindssygt modigt at gå med derhen, hvor han går med. For han kommer fra en overklasse i England, hvor man ikke synes, man skal vise sine private, skrøbelige sider frem. Så jeg tror ikke, jeg kunne være gået længere. Men vi havde nogle interessante samtaler om kærlighed, og det med, han er så attraktiv og har sin egen fanklub og kvinder, der vil have ham herfra og til evighed, men ikke kan finde en kæreste. Hvilket også hænger sammen med det her perfektionshalløj, og at det skal være så over the top fantastisk, at der ikke er nogen, der kan leve op til det, og måske kan han ikke engang selv leve op til det. Hvordan skal man kunne stå skrøbelig overfor nogen med alt det, man ikke kan finde ud af, når man har kørt sig selv op på toppen af bjerget og står der som en James Bond-figur? Det havde vi mange samtaler om. Måske fordi jeg var ti år ældre og var et andet sted i livet, kunne jeg tilbyde mig som en relevant samtalepartner om den slags ting. Det skal man også arbejde med, når man laver dokumentarfilm: hvad kan jeg tilbyde ham? Nogle gange er det nemt, fordi man kommer ud i en virkelighed, hvor der er tomt på alle hylder. Men der mangler sådan set ikke noget i Charlies liv. Så jeg skulle finde ud af, hvad jeg så kunne bytte med, så jeg gav noget tilbage, for det jeg fik til filmen. Men nogle af de ting fra vores eksistentielle samtaler var bare for skrøbelige for ham at tage med i filmen«.

Perfektion krakelerer ofte, hvis man kigger bag facaden, og det gør den også med ham. Har I arbejdet med det i filmens struktur? For han starter jo netop i et droneskud som James Bond i en orange Porsche, men så ændrer det sig.

»Han bliver menneskeliggjort, og så får man øje på det neurotiske, han har i sin kontrol. Som jeg ser det burde han bare gå ind i sin musik og arbejde med de menneskelige udfordringer, kunst kan give. Men han sidder fast i at skulle være en succes udadtil og tjene mange penge. Han køber jo fandeme den orange Porsche for sine egne penge. Det er skide flot, det han har opnået, han er kommet ret langt på det eksterne succesbarometer, men han går jo til sin kunst som en atlet. Og kan man det, kan man få det hele på den måde? For han vil have det hele: inderlighed og anerkendelse, penge og spille med Wiener Philharmonikerne og de fedeste i verden«.

Hvordan opdagede du Charlie Siem?

»Jeg kan godt lide mennesker, der er lidt fortabte i en anden tid, hvor der er en følelse af noget gammeldags, der står op i mod vores tid. Og så havde jeg læst en Peter Bastian-bog, der hedder ’Mesterlære’, hvor han skriver om den klassiske musikverden og bruger den som et sted, hvor der stadig var noget, der var bedre end noget andet, hvilket er gået lidt tabt i vores verden, hvor følelser hele tiden skal bestemme alting, men her var musikken højere end følelserne. Den læste jeg og begyndte at kigge ind i den klassiske verden. På et tidspunkt så jeg en ret flot fotoserie med Charlie i et modeblad, hvor han lignede en filmstjerne og havde en 1950’er vibration over sig, og da han på et tidspunkt skulle spille i Danmark, skrev jeg til hans manager«.

Hvad ledte du efter i den klassiske verden?

»Der var andre musikere i spil, men ingen af dem kunne overskue at have mig med, fordi de var så meget inde i deres egen verden. Men fordi Charlie har en forståelse for branding og kan lide film, forstod han, at det at være med i en film kunne brande ham godt, så han ville gerne være med. Og fordi han også var model, havde han den der gamle-nye verden og overflade kontra dybde i sig. Men det var ikke, fordi jeg ledte efter en god musiker som sådan. Og så var der også noget i, at jeg lige havde siddet nede i en lille, støvet lejlighed i Portugal og lavet ’The Good Life’, så jeg kunne godt tænke mig, at der var noget andet visuelt i den næste film. Jeg var hurtigt med ham i Milano, fordi han skulle være model for Armani, og han stod der med sin violin i noget der lignede en dyr italiensk fiktion, og det var jeg bare fascineret af. Jeg ved godt, at ren visuel fascination alene ikke holder super langt ned ad vejen. Men jeg havde bare lyst til at lave film på en måde, hvor det lignede ”en film”. Og meget i hans univers lignede bare en film«.

Hvordan fungerer det så efter du har fået kontakt til ham?

»Tit aftaler vi, at vi filmer et halvt år, og derefter kan vi begge to sige nej tak. Min investering er at bruge et halvt år på at finde ud af, om der er en film, og han kan finde ud af, om han orker det. Men efter et halvt år, var jeg meget i tvivl om, om der var en film. Jeg kunne se, der var noget, der var spændende, men også noget der var svært. Men så sad jeg med min klipper Adam Nielsen og så det igennem og fandt en ret fin scene, hvor Charlie sidder og hvisker på en scene med pianisten Itamar, der siger, at han ikke er sikker på, at han kan spille aftenens koncert, fordi han var i en krise i sit ægteskab. Hvortil Charlie siger, at han bare skal slukke for sine følelser. Det viste noget af det, jeg ledte efter i hans karakter. Noget der ikke handler om at spille violin eller at få noget nyt at vide om Mozart«.

Hvor vigtig var Itamar Golan generelt for fortællingen?

»Han var vigtigt til at gøre Charlie mere tydelig. Det kan være en ubehagelig situation, hvis man har en karakter, der er lukket og ikke nødvendigvis ved det om sig selv, som kameraet kan se. Ofte tænker jeg, at det er en dybt underlig ting, jeg gør. Jeg går ud i virkeligheden og bruger nogle personers liv, og så vælger jeg, hvilke dele af det liv, der er spændende. I Charlies liv er der mange vinkler, jeg ikke synes er spændende, men som er sindssygt vigtige for ham. For eksempel at blive taget alvorligt som musiker, men jeg var ikke interesseret i ham som musiker på den måde. Jeg oplever hver gang, at det er en forhandling med virkeligheden, om man får lov til at lave det snit og spænde mennesker for ens filmiske blik. Jeg havde mange forhandlinger med Charlie, og han var langt hen ad vejen ubehageligt til mode med filmen, fordi han følte den tegnede et mere svagt billede end hans egen oplevelse af sig selv. Kameraet gør noget tydeligt, der i vores liv er blandet op med alt muligt andet. Ja, han er lidt kontrolleret, men han er også fjollet, og vi vælger kun de dele, der gør det kontrollerede tydeligt. Charlie så filmen undervejs og vidste, hvad den handlede om, og at det så alligevel var voldsomt for ham, da den var færdig, handler også om, at han ikke kunne holde af sine egne skrøbelige sider. Det er klart, at det er svært, hvis man laver en film om en perfektionist og gerne vil vise ham som et sårbart menneske. Det er svært at se en film om sig selv, men det kan også være den vildeste terapi at få smidt sig selv i hovedet, som man gør i en dokumentarfilm«.

Hvad er din arbejdsmetode eller politik i forhold til, om de medvirkende kan modsætte sig filmen?

»Det er altid en forhandling. Vi endte med en film, som Charlie ikke elsker, men som han kan leve med, og der er klippet ting ud, der ville have gjort den mere interessant. Men jeg bliver nødt til at få ham til at kunne leve med den og samtidigt forsvare filmen. Så det er et underligt vadested, hvor man er nødt til at gå begge veje. Hvis jeg er helt stædig og står på den bedste film, kan jeg ikke lave min næste film, for jeg er etisk nødt til at vide med mig selv, at jeg har gjort mit arbejde. Og mit arbejde er at lave en god film, som personen inde i filmen kan leve med. Vi har nogle klare regler og en kontrakt, der siger: du får lov til at se filmen, inden den kommer ud, og hvis du har væsentlige grunde til, at noget er skadeligt for dig eller andre, kan du tage det ud. Du får lov til at se uddrag undervejs, og du kan sige nej tak op til et vist punkt. Men jeg kan ikke gå ud og rejse fem millioner kroner til en film, hvor hovedpersonen så kan sige: jeg vil ikke være med alligevel. Så på et tidspunkt forpligter du dig. Den proces havde vi med Charlie, og han blev også tilbudt at være én blandt tre karakterer, fordi jeg ikke fik lov til at komme derhen med ham, som jeg skulle for, at han kunne være hovedperson. Men der ville han så gerne have sin egen film«.

Du har generelt en fascination af overklassen. Den er også til stede i ’The Good Life’ og i form af milliardæren Petter Stordalen i ’Cash’. Hvor kommer den fascination fra?

»Jeg er selv fra en middelklasse med nogle venstreorienterede, hippieagtige forældre, så der er nok et lille oprør i det. Og så voksede jeg op på Lolland i en lille by, der hedder Nysted, hvor der var et godt gammeldags slot. Dér arbejdede jeg i en café, og nogle gange holdte de nogle vilde fester, hvor vi ansatte var oppe og servere på slottet. Og for mig var der noget eventyr i det. Du har den her lille, provinsby, hvor ingen stikker ud, og så er der de her flamboyante folk oppe fra slottet, og det var meget fascinerende og det egner sig godt til film«.

Overklassen er ellers ikke det typiske subjekt for dokumentarfilm.

»Nej, men der er også noget politisk i det i forhold til dokumentarismen. Det er noget pjat, at vi ikke kan kigge på de rige, men altid kigger nedad. Når du står og kigger på dem under dig, har du altid dit på det tørre, fordi du ikke bliver udfordret. Det er skide svært at lave dokumentarfilm om overklassen, fordi de er klar over, hvordan de indgår. Jeg synes, det mangler i samfundsbeskrivelsen, at vi laver dokumentarfilm om nogle, der minder mere om os selv og har de samme privilegier. Vi vil altid være i et felt, hvor der er stærke film, der handler om det aktuelle og brændpunkterne, men hvis vi skal udvide vores forståelse af dokumentarfilm, skal virkelighedens mange facetter være med, og så er det også vigtigt at kigge på alt det som ikke er aktuelt. Men det bliver sværere at finansiere film, der ikke handler om krig og relevante politiske udfordringer og druk og slåskampe«.

Hvad handler det om?

»Det er nemmere at forstå en film med en catchy pitch-linje a la: ’Borgerkrigen i Syrien set gennem modige frihedskæmpere i et underjordisk hospital’. Hvordan skal du pitche en film som ’A Modern Man’? ’Manden der har det hele med stadigvæk er utilfreds’. Ahh, det er ikke ligeså dramatisk. Derfor bliver de mere eventyrlige film ofte sorteret fra i starten. Både af os, der skal bruge mange år på at lave dem, og af dem, der skal finansiere dem. Men for mig er de film stadigvæk de største bedrifter«.

Men det er også film om rige mennesker, der er i et eller andet slags fald eller forfald. Hvorfor?

»Jamen, hvordan beskriver man det der bare går godt? Vi har brug for konflikterne. Det er vel det, der er fortællingen. Så vi leder nok efter det, fordi… hvad ellers? Det går godt, du er rig, og hvad så, hvad skal vi bruge resten af tiden på?«.

Ville man kunne lave en spændende film om nogle, hvor det bare kørte godt?

»Ville du så ikke blive anklaget for, at det var reklame? Vores drift i fortællingen er, at der må være en modstand. Ellers bliver det bare en fejring, noget med at dronningen er fantastisk, og hun kan også lave gobeliner, og så bliver det ærbødigt. Eller hvad? Kan man? Måske er det noget, vi skal lære, at lave de gode historier. Phie Ambo gør det lidt ved at kigge ind i fremtiden og se på, hvad der er opbyggeligt, og hvem der gør de rigtige ting nu«.

Men I er jo ikke journalister, I er ikke bundet af kildekritik og ”objektive” sandheder. Det er jo film, I må gøre hvad I vil.

»Men vi skal også fortælle en historie, og hvad er historien, hvis det bare er Bjarke Ingels der jazzer rundt på toppen af verden og har det for fedt? Det er en hyldest af geniet, det kan sagtens være relevant som portræt, men det handler jo så om ham, og det han er ekstremt god til. Jeg er interesseret i at komme bag om hyldestportrættet. Ligegyldigt hvor milliardær og succesfuld, du er, er dit liv jo fyldt med godt og dårligt. Det vi må se hos narkomanen, må vi også se det hos samfundets spidser? Og hvordan ser skyggesiderne ud hos dem på toppen? Hvad kan vi få adgang til? Og hvad er nok, når vi nu er i et miljø, der beskytter sig selv?«.

Din film handler også musik, så hvordan har I arbejdet med den?

»Det var meget vigtigt for Charlie, at han kunne stå inde for musikken i filmen. Og det var en af attraktionerne for mig, at han havde et sprog, der ikke var ord. Al musik i filmen spiller Charlie selv, både underlægnings- og stemningsmusik. Og det var ret fedt at lege med. Som i starten hvor han kører i bil, og man tror, det er filmmusik, men så viser det sig, at det er vores hovedperson selv, der spiller det«.

I forhold til filmens titel, hvordan synes du så Charlie Siem er billedet på den moderne mand?

»Vi diskuterede titlen meget. Charlie syntes, det var mærkeligt, fordi han ikke følte sig moderne, men meget traditionel i stil og tankemåde. Den hed ’Perfect’ på et tidspunkt, men så skar jeg igennem, fordi filmen for mig handler om det moderne menneske, der vil det hele og aldrig er tilfreds. Så titlen handler mere om, hvad jeg vil med filmen, end hvad filmen er på overfladen. En titel skal både være præcis og upræcis, for hvis den er for præcis skaber du en facitliste for, hvad du skal tænke om filmen. Film og titel skal have flere lag i sig, så den kan handle om noget forskelligt alt efter, hvad du selv er optaget af. Med ’The Good Life’, der handler om to kvinder der hustler sig gennem livet uden penge, var det interessant at vise den rundt om i verden. I USA, hvor du kan gå til bunds, fordi der ikke er et sikkerhedsnet, så de eksempelvis filmen mere alvorligt, fordi mangel på penge er en overlevelsesting der. Mens vi i Danmark ser filmen med større lethed, fordi vi bare går op på kommunen, hvis vi mangler penge«.

Jeg læste først titlen som ’Den moderne mand’, men den kan også læses som ’Det moderne menneske’. Og så bliver det pludselig mere et billede på en struktur eller tendens i verden.

»Det håbede vi, man kunne abstrahere sig over til: at der er nogle vildt gammeldags ting i ham, men hans konflikt og måde at være kunstner på er meget moderne: at være så eksponeret og hige så meget efter eksponering, at man bliver afhængig af det. Vi har bildt os selv ind, at vi skal være lykkelige hele tiden, og at livet kun er fedt, hvis man er på toppen, og jeg tror, det er derfor, vi ser de der helt sindssyge mistrivselsstatistikker. Udefra set er Charlie jo på toppen, men nogle af de ting, jeg var med ham til er jo forfærdelige: modefester og receptioner, hvor alle er for fede og står og ser flotte ud med et glas champagne, men ingen gider være der. Vores dramaturgilærer på Filmskolen Mogens Rukov sagde engang til en filmreception, at sjov er noget, man har, med dem, man kender. Og det havde han ret i. Men nogle gange bilder man sig ind, at man skal derud og være derovre, for det er der, alt det sjove foregår. Men det er det altså ikke altid«.