Introduktion: Seks film af Alan Berliner

I den amerikanske filminstruktør Alan Berliners ti minutter lange film, ’City Edition’ fra 1980, der er listet som hans debut, ser man i begyndelsen, hvordan avisen The New York Times først bliver trykt og siden, hvordan et eksemplar af avisen bliver købt af en mand på gaden. Da han åbner avisen starter en lang montage af levende billeder fra adskillige væsentlige nyhedsbegivenheder fra hele verden.

Og med den kortfilm in mente føles det som en ring, der slutter, når man ser Alan Berliners dokumentarfilm ’Letter to the Editor’ fra 2019. For ’Letter to the Editor’ består udelukkende af fotografier, der har været trykt i den fysiske, papirudgave af The New York Times, fotografier Alan Berliner selv har klippet ud af det eksemplar af avisen, han har købt hver eneste dag siden netop 1980, og siden scannet ind og vævet nidkært sammen med lydbidder – også fra Alan Berliners eget indsamlede arkiv – til en historisk collagegennemgang af den store amerikanske avis samt medier og nyheder generelt.

Men inden i den sluttede ring, befinder der sig også en lang række andre film, der også hænger uløseligt sammen og har været med til at gøre Alan Berliner til en af nutidens helt særlige dokumentarfilminstruktører. Særlig på den måde, at de fleste af hans film har det til fælles, at de er dybt personlige essay- og collagefilm, der ofte er baseret på enorme mængder arkivmateriale og tager udgangspunkt i ham selv og i hans venner, familiemedlemmer og andre personer tæt på ham.

Her følger seks korte introduktioner til seks andre af Alan Berliners film:

’The Family Album’ (1988): 

Her i Alan Berliners første fuldlængdedokumentar gør han brug af den collageform, der er kendetegnende for mange af hans film. ’The Family Album’ er en time lang sammensætning af forskellige sjældne 16mm hjemmevideoer fra 1920’erne til 1950’erne. Alan Berliner klipper dem sammen, så de med hjemmevideoens amatørøje fortæller en mere generel historie om den amerikanske familie fra fødsel til død og mellem de to yderpunkter fyldt op med alt det, livet også indeholder.

’Intimate Stranger’ (1991): 

Fra at have behandlet andres familier i sin første film, tager Alan Berliner her i sin anden fuldlængdedokumentar fat i sin egen familie. I filmen prøver instruktøren nemlig at rekonstruere sin egen morfars historie. Morfaren, Joseph Cassuto, var en palæstinensisk jøde, der købte bomuld i Kairo for et japansk firma før Anden Verdenskrig brød ud, og familien måtte flytte til USA. Men Joseph Cassuto var for rastløs til at blive i Amerika, så 11 måneder om året forlod han sin kone og sine børn og boede i Japan. 17 år efter morfarens død prøver Alan Berliner så at rekonstruere hans liv ud fra de minder og fortællinger, han efterlod hos andre mennesker, og som ikke altid stemmer helt overens. Om filmen har Alan Berliner sagt, at den »bevæger sig på en fin line mellem at sortere i familiens beskidte vasketøj og polere familiens kostbare juvel«.

’Nobody’s Business’ (1996): 

Efter at have lavet ‘Intimate Stranger’ om sin morfar, kaster Alan Berliner sig her fem år senere over sin egen far, Oscar Berliner, der også kommer til at optræde i hans næste film ’The Sweetest Sound’. I filmen forsøger Alan Berliner gennem sin far at undersøge familiens jødiske historie. Der er dog den udfordring, at faren konstant er modstræbende og overhovedet ikke kan se, at det skulle været interessant at undersøge, for som han selv siger i filmen: »Jeg er bare en almindelig mand, der har levet et almindeligt liv. Jeg var i hæren, jeg blev gift, jeg har stiftet familie, arbejdet hårdt og havde mit eget firma. Det er det hele. Det er ikke noget at lave en film om«. Men det gør sønnen alligevel, og det ender med at være en film om familie, generationer, fortid og nutid, hukommelse og ikke mindst forholdet mellem en far og en søn. Og en film, der endte med blandt andet at vinde hovedprisen på filmfestivalen Visions du Réel i 1997.

‘The Sweetest Sound’ (2001): 

Alan Berliner er åbenbart et temmelig almindeligt navn. Derfor bliver instruktøren Alan Berliner af og til fejlagtigt forvekslet med mænd, der har samme navn. Det er han først træt af, men så bliver han nysgerrig og går på jagt efter andre, der også hedder Alan Berliner og inviterer dem på middag hos ham selv i New York. 12 andre Alan Berliner dukker op, og det er udgangspunktet for en finurlig lille film, der ender med at handle om navne, om hvordan vores navne påvirker, hvem vi er, og hvordan vi betragter hinanden.

’Wide Awake’ (2006): 

»Jeg har været træt hele mit liv«, siger Alan Berliner i ’Wide Awake’, hvor han fortsætter rejsen ind i sig selv og laver en film om sin egen søvnløshed, og hvad konsekvenserne af søvnløshed er. Den betyder, at han har transformeret sig om til en natugle, der i stedet for at vende og dreje sig i sengen, bruger de vågne nattetimer til at arbejde, lave film eller klippe fotografier ud af The New York Times. Og det er netop det paradoks, der er omdrejningspunktet i filmen, hvor familie og venner og ham selv stiller spørgsmålstegn ved, om han overhovedet vil kureres.

‘First Cousin Once Removed’ (2012): 

Fra søvnløshed til Alzheimers. I ’First Cousin Once Removed’ følger Alan Berliner nemlig sin meget ældre fætter, poeten og oversætteren, Edwin Honig, der er i gang med at blive slugt af Alzheimers. Over flere år interviewer og snakker Alan Berliner med sin fætter og folk omkring ham, mens fætteren gradvist mister mere og mere af sin hukommelse. Billeder af de forskellige samtaler blander instruktøren med arkivoptagelser og arkivbilleder, så filmen åbner sig op og i lige så høj grad kommer til at handle om, hvad det vil sige at huske, mindes og have en hukommelse.