Himlen over Zenica
En af verdens tre mest forurenede byer ligger midt i Europa, og nu har borgerne samlet sig en fælles kamp for en levedygtig fremtid. Men penge, magt og miljøpolitik viser sig at være en lige så giftig modstander som den røg, der hænger over byen.
Fra afstand kunne det ligne, at en af helvedes syv porte har åbnet sig midt i Zenica, en mellemstor by omkring 50 kilometer nordvest for Sarajevo. At det i stedet er et enormt stålvalseværk, der spyr sin giftige, sorte røg udover Zenica og har gjort den til en af verdens tre mest forurenede byer, gør dog ikke situationen meget bedre for dens mere end 110.000 indbyggere. Og nu har de fået nok. I fælles kamp for en holdbar fremtid har de dannet organisationen Eko Forum. Men som i en græsk tragedie er konflikten mellem interesser større end alle involverede. De lokale politikere skal levere jobs for at blive genvalgt, mens EU både co-finansierer stålproduktionen og de nye cykelstier, som en del af en marketingkampagne, der utroligt nok skal brande Zenica som et ‘Green City Project’. Dragen har mange ansigter, men byens borgere har ikke tænkt sig at give op. Nanna Frank Møller og Zlatko Pranjics film afdækker nøgternt og humant de komplekse mekanismer, som overalt i verden står i vejen for en bæredygtig fremtid, fortalt gennem de mennesker, der lever i konsekvenserne af nuet.