Homo Sapiens
Et værk, der udelukkende i egenskab af sine lyd- og billedkompositioner skaber en forskydning mellem fortid, nutid og en fremtid efter mennesket.
En post-apokalyptisk (og måske endda post-antropocæn?) vision af industrielt forfald, mørnet asfalt og overbevoksede storbyer, hvor mennesket selv glimrer ved sit konsekvente fravær. Imens er planter og klimatiske forhold godt i gang med at tage over.
Nikolaus Geyrhalter skildrer forandringerne i de menneskeskabte ødemarker uden et ord i mesterlige tableauer, der giver øjet tid til at afsøge de betydninger, der er indlejret i sporene af det ‘før’ og ‘efter’, som filmen arbejder sig rundt om. Hvis vores viden om og erkendelse af verden er forbundet med, hvordan vi ser på den, så er ‘Homo Sapiens’ en film til sin samtid – også selvom den stiller sig uden for den.