Silent Trees
En 16-årig, kurdisk flygtningepige strander i en iskold nåleskov mellem Belarus og Europa med sin familie i et beskidt, storpolitisk magtspil. Hun har kun ét valg: at blive voksen på et øjeblik og redde sin familie.
I 2021 åbner den belarusiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, en ny migrationsrute. Ved at udstede turistvisaer til flygtninge og love dem adgang til Europa gennem skoven, opfordrer han dem til at flygte mod Europa. Som modsvar lukker nabolandet Polen den europæiske grænse og slipper hverken journalister eller nødhjælpsorganisationer ind i området, selvom manglen på mad, drikke og lægehjælp er akut. Flygtningene er fanget i et isnende grænseland – uden mulighed for komme ind i EU eller vende tilbage til Belarus. Her starter ’Silent Trees’. Den 16-årige kurdiske pige Runa og hendes familie er på flugt fra ISIS og er nået frem til den iskolde, vilde nåleskov ved grænsen. Men alting ændrer sig over natten, da hendes mor fryser ihjel. Runa må tage et kvantespring fra barn til voksen for at tage sig af sine fire yngre brødre og sin deprimerede far og forsøge at etablere et nyt liv i det stadig mere nationalistiske Polen. Netop som hendes drøm om at vende tilbage til skolen går i opfyldelse, dukker truslen om hjemsendelse op. I sin skitsebog får Runa afløb for sine følelser, og i animerede sekvenser bliver hendes tegninger levendegjort.