Untitled
Et vitalt testamente og en hyldest til nysgerrigheden og rejselysten. En dagbog fra en rejse gennem 14 lande, der slutter, da instruktøren uventet dør af malaria.
Den østrigske globetrotter (og tidligere Dox:Award-vinder) Michael Glawogger var en af den moderne dokumentarfilms store fornyere. Hans seneste – og tragisk sidste – film er et vitalt testamente og en hyldest til nysgerrigheden og rejselysten. ‘Untitled’ er en dagbog fra den rejse gennem 14 lande i Balkan, Italien og Nord- og Vestafrika, der sluttede, da Glawogger uventet døde af malaria i Liberia.
Filmen er færdiggjort af Glawoggers faste klipper Monika Willi, og de impressionistiske og dybt humanistiske billeder er akkompagneret af hans egne nedskrevne noter. Hvis Glawogger havde en metode, har den været at lave film drevet af intuition og en formidabel sans for alle den menneskelige tilværelses facetter.