Boguddrag om Werner Herzogs ‘The White Diamond’

Og’ets dokumentarfilmkunst

 

Werner Herzog gør op med forestillingen om, at der findes én sandhed, der kan gribes. Der er ingen egentlig historie, der blot kan graves frem, og der er ikke én endelig identitet, der enkelt kan portrætteres. I sine filmbøger bemærker Gilles Deleuze dette som den moderne filmkunsts skift fra en stabil identitet Ego = Ego til digteren Arthur Rimbauds berømte sætning Je est un autre. I dokumentarfilmsammenhænge betyder Rimbauds grammatiske identitetsforskydning, at filmen sprænger den klassiske dramaturgis stabile punkter og identiteter og vores forestillinger om, hvad en dokumentarfilm genremæssigt er, men fokuserer på, hvad den kan være.

Dokumentarfilmen som genre kan løst defineres som en film, hvis indhold tager afsæt i denne verden frem for en mulig verden, men Herzogs dokumentarfilm føler sig ikke forpligtet på at blive der eller leve op til krav om objektivt-subjektivt og sandt-falsk. I stedet underminerer den sig selv med vildveje og brud, der sprænger fortællingen. Gilles Deleuze ville sige de var rhizomatiske. Enhver tendens til træstrukturens idealisme forlades, hvilket åbner op for, at hverken subjekter eller en dokumentarfilm bør ses essentialistisk – som noget tydeligt defineret med et bestemt mål for øje, men i stedet som en foranderlig størrelse, et sammensurium af kreative kræfter, der altid er i færd med at blive noget andet end det, det var før. Et centralt citat om rhizomet er:

 

“et rhizom begynder ikke og ender ikke; det er altid i midten, mellem tingene, et mellem-værende, intermezzo. Træet er afstamning, slægtskab; rhizomet er derimod alliancer, ene og alene alliancer. Træet fremtvinger udsagnsordet at være; rhizomets væv består derimod af bindeordet og … og … og … og …”

Et citat, der nærmest beskriver Herzogs ’The White Diamond’ fra 2004, der, fordi den kom før comebacket med ’Grizzly Man’, er en smule overset i forhold til hvor vigtig den er for forståelsen af Herzogs metode.

’The White Diamond’ er så langt fra en klassisk dokumentarfilm, at det næsten er umuligt at beskrive, hvad den handler om – så hurtigt forlader den sine plotforankringer. I stedet for mimetisk gengivelse fokuseres på livskraften i begivenheden, der åbner op for de potentielt andre veje, historien kunne have drejet ned af. ’The White Diamond’ åbner nærmest i midten af sin egen historie og bevæger sig vildtvoksende ud i en mangfoldighed af retninger.

Da vi som publikum træder ind i fortællingen, er det i en sekvens om ingeniøren Graham Dorrington, der bygger en særlig dråbe- eller diamantformet luftballon (den hvide diamant), der kan svæve lydløst. Det er håbet, at den kan bruges til at dykke ned i regnskoven og filme dyre- og plantelivet uden at forstyrre det. Allerede fra begyndelsen veksles der mellem Herzog og Dorrington som filmens hovedperson, men også selve projektet glider fra konstruktionen af fartøjet til Dorringtons drøm om at filme det mytiske hulrum bag Kaiteur-vandfaldene til en historie i fortiden om Dorringtons ven Dieter, der styrtede ned og døde i Dorringtons forrige fartøj. Fartøjet virker som et ubrugeligt fartøj og et bodsprojekt, men filmen dvæler heller ikke længe ved denne psykologiske afdækning.

Hver gang filmen finder en historie, slår den ind på en ny bane. Til sidst forlades Dorrington til fordel for hans assistent Yhap og forskellige tilfældige mennesker i lokalområdet, der så også forlades til fordel for Yhaps røde hane. En stund forlader Herzog hele ekspeditionen og begiver sig tilbage til Kaiteur-vandfaldene. Herzog sender en erfaren friklatrer med et kamera hen til hulen for at filme ind bag vandfaldet, hvilket altså er muligt, så nu fremstår Dorringtons projekt med luftballonen fuldstændig meningsløs – måske var det en ubrugelig erobring ligesom Fitzcarraldos (hovedkarakter, der vil trække et skib over et bjerg, i Werner Herzogs film af samme navn, red.), umulige projekt? Man ved det ikke, og filmen har heller ikke tænkt sig at fortælle det. Og den har heller ikke tænkt sig at vise optagelserne fra bag vandfaldet. Herzog vælger som gådefuld realist at værne om vandfaldet, der er en mytisk størrelse i lokalbefolkningens religion. Filmen forsvinder til sidst mellem hænderne på én. Beskueren forlader filmen uden en egentlig slutning. I stedet trædes ud på midten, mens filmen er i stadig tilbliven.

Det er ikke tilfældigt, at luftskibet og filmen er opkaldt efter en hvid krystal. I alle Herzogs film optræder den hvide farve som mulighedens farve. Ligesom mange Herzog-film åbner i tåge, optræder der ofte hvidt i afgørende øjeblikke. I ’Fitzcarraldo’ males skibet hvidt, og Klaus Kinski har hvidt jakkesæt på til afrejse. I ’Glocken aus der Tiefe’ kryber pilgrimmene ud på den hvide sø for at spejde mod klokkerne på bunden. I ’Grizzly Man’ omtaler Herzog de hemmeligholdte lydoptagelser af Timothy Treadwells (filmens hovedkarakter, red.) dødsøjeblik som en hvid elefant. I ’Die große Ekstase de Bildschnitzers Steiner’ danner den hvide sne baggrund for Walter Steiners bliven fugl. I ’Fata Morgana’ er det en lille hvid ørkenræv, som drengen muligvis kvæler osv. I disse hvide begivenheder står alle muligheder åbne – på godt og ondt. Det er med Herzogs egne ord »øjeblikke af uvished«. De mange historier i ’The White Diamond’ er som lyset, der rammer en hvid krystal og kastes ud i alle mulige retninger. Hvert stop er et hvilket-som-helst rum og ren potentiale.

I de stærkt iscenesatte dokumentarfilm er det ikke længere identiteterne foran eller bag kameraet, der er det vigtige, men det der opstår i relationen i en uskelnelighedszone meget lig den, man oplever til sidst i ’Aguirre’ fra 1972. En dokumentarfilm som Herzogs ’The White Diamond’ antager aldrig rigtig form, men forbliver tilblivende, og hver sekvens fremstår derved i sin egen ret som en begivenhed: altså noget konkret singulært, der unddrager sig en bogholdersand almen identificering og altid er i færd med at blive til noget. Filmen holder op med at tænke i stabile identiteter, men fokuserer på mellemrummet. Disse mellemrum bliver til en og’ets filmkunst, der rhizomatisk uhierarkisk og i en potentielt uendelig serie viser dette og dette og det og …

’The White Diamond’ er en metafilm om sandhed I dokumentarfilm. Et filmessay der udforsker en metode, som Herzog senere bruger i ’Encounters at The End of The World’ fra 2007, hvor vi i Antarktis møder en forsker og en forsker og en forsker, som alle sammen både er deres arbejde og noget andet. Ph.d. og opvasker. Filosof og truckfører og så videre. I ’Cave of Forgotten Dreams’ fra 2010 perfektionerer han og’ets filmkunst og kombinerer det med sine hvide begivenheder.