Filmskaber Eva Mulvad anbefaler: The 3 Rooms of Melancholia

Den danske filminstruktør og producer Eva Mulvad har blandt andet lavet filmene ’Enemies of Happiness’ (2006), ’The Good Life’ (2011), ’A Modern Man’ (2017), ’Love Child’ (2019) og dokumentarserien ’Cash’ (2022). Derudover er hun medejer og grundlægger af produktionsselskabet Danish Documentary. Eva Mulvad anbefaler her ’The 3 Rooms of Melancholia’ af den finske instruktør Pirjo Honkasalo, der vandt hovedprisen DOX:Award i 2004. 

 

Vil du ikke starte med at fortælle, hvad du synes, den her film handler om? 

»’The 3 Rooms of Melancholia’ er en finsk dokumentarfilm, der dybest set handler om det forfærdelige ved krig, og hvordan krig bliver skabt. Filmen er opdelt i tre kapitler, der hedder henholdsvis ’Longing’, ’Breathing’ og ’Remembering’, der alle drejer om krigen i Tjetjenien. For mig var det en vild oplevelse at se den, for i dokumentarfilm er alting tit meget konkret, og det man ser er jo virkelighed. Vi ser oftest nogle mennesker og situationer udefra, mens du i fiktion kan gå ind i folks hoveder eller ned i en følelse. Men den her film tager et emne, der er meget stort: ondskab, og så gør den det konkret, følsomt og abstrakt på samme tid. Det er fuldstændig vildt, at den gennem tre konkrete historier får mig til at tænke over, hvad ondskab er, hvad der skaber en soldat, og hvordan krig er en fødekæde, der fodrer sig selv«.

Kan du ikke fortælle lidt mere om de tre kapitler i filmen?

»Første kapitel er klassisk dokumentarisk. Det foregår i Sankt Petersborg, hvor man følger et kadetakademi for unge drenge, der er i militæret. Det er superflot fotograferet: rækker af små drenge om morgenen, koldt og mørkt, og nogle af dem skriver digte. Vi er egentlig bare med de her lidt skrøbelige børneskikkelser, der så bliver spændt op i mod noget meget disciplineret og militært. Det er en klassisk visuel fornøjelse. Andet kapitel derimod er helt trashed. Det er skudt på gamle vhs-bånd inde i krigszonen og smuglet ud. Det er en helt forfærdelig afskedsscene, hvor en mor siger farvel til sine børn, fordi hun er syg og ikke kan skaffe mad og tage sig af dem. Derfor kommer der nogle og tager dem ud af krigszonen. Og det tredje kapitel er mere luftigt, visuelt og abstrakt. Det foregår på et børnehjem på en bakke med nogle heste og formodentligt er det der, de evakuerede børn kommer hen. I det kapitel er der mere rum, børnene findes og er i sikkerhed, men der foregår ikke så meget i det, og det gav mig plads til at sidde og tænke meget tilbage på de to andre kapitler og selv fylde ind. Det gjorde kæmpe indtryk på mig, at hun og klipperen var i stand til at skabe noget, der føltes som et stykke klassisk musik: at der var nogle akter, der kunne hver deres ting, så man til sidst sidder og samler det, man har oplevet undervejs«.

Hvordan giver den plads til det?

»Jeg tror ikke, man kunne have regnet det ud, hvis man havde skrevet det. En ting er, at den er klogt klippet. En anden er, at der er et samlende blik, og man mærker en instruktør, der har haft en intention og et overblik over, hvordan hun kunne bidrage til fortællingen om krig og gøre det filmisk. Og så tror jeg, den virker, fordi de ikke prøver at sige banale ting som, at krig er noget lort, men prøver at beskrive det menneskelige drama, smerten og dem det går ud over, og det der er så smukt er, at dem det går ud over i princippet også kan være dem, der skaber krigen. De nye soldater kan være skabt af krigens ødelæggelse. Deres forældre kan være døde i krigen, og så er de blevet samlet op af et system, der uddanner dem til de nye soldater. Den der cirkulære følelse, der er inde i fortællingen, har de formået at få over i formen. Det kan man have en ambition om, men at det lykkes er overvældende. Det er en rytmik, en følelsesmæssig bevægelse, og en tro på det filmiske. Hvis man nu havde været en lidt hårdhændet redaktør, ville man nok have syntes, at sidste kapitel var for tyndt. Men for mig samler det hele filmen, så jeg bliver medfortæller i den. Der er en forståelse af det filmiske medie som noget, der kan transportere følelser, stemninger og tanker på samme måde, som musik kan, når du pludselig begynder at græde, uden du har lyttet til teksten. Det er ikke kun ordene, men en mere følelsesmæssig, kropslig og visuel bevægelse«.

Hvorfor er det lige præcis ’The 3 Rooms of Melancholia’, du gerne vil fremhæve?

»Fordi det er en kvinde, der har lavet den, og fordi den er et hovedværk i dokumentarhistorien, alle skal se, og fordi krig i Rusland desværre er evigt aktuelt. Og så husker jeg stadigvæk fornemmelsen af at komme ud af biografen og have haft en overvældende, skelsættende filmisk oplevelse. Og det er ikke så tit, det sker«.

Har du nogensinde brugt den eller noget fra den i dine egne film?

»Jeg har tit brugt den, når vi diskuterer eller udvikler ideer, som et eksempel på en film, der går anderledes til værks.  i Danmark har vi en tendens til at lave meget psykologiske hovedpersonshistorier, og det er vi gode til, men lige præcis den her film står for mig som noget, hvor man prøver at åbne en standardmåde at gå til tingene på og gentænke, hvad en hovedperson og et tema er. Jeg havde ikke set den her aktstruktur så velfungerende før, der var en særlig nerve i den måde, hun brugte den struktur på. Og jeg har ikke set så meget siden, som kan det med at tage noget systemagtigt og gøre det meget emotionelt. Jeg har længe villet lave en film om velfærdsstaten, men hvordan fanden gør man det? Jeg gad godt forstå, hvordan man tager det der store, systemet, og gør det filmisk og følelsesmæssigt stærkt«.

Hvad husker du bedst fra filmen?

»Jeg husker et billede fra hver af de tre kapitler. Jeg husker de der ansigter på de unge drenge i morgenlys. Jeg husker den der mørke, mærkelige lejlighed, hvor moren siger farvel til sine børn. Og så husker jeg nogle bakker eller bjerge fra den sidste del«.

Hvad rører dig generelt, når du ser film?

»Ofte er det meget en til en: jeg investerer mig i et menneske, fordi en instruktør har fundet en god karakter, der gennemgår alt muligt sindsoprivende, rørende og dramatisk. De film, der har betydet mest for mig, er mere de der små mirakler af film, der giver dig et stykke af livet, du ikke havde set komme, som ’Honeyland’ eller ’All that Breathes’ eller ’The Monastery’. Fugle, der bliver repareret i et mærkeligt hus i Delhi, en kvinde der henter honning i de makedonske bjerge eller en gammel skør mand, som ligner Grundtvig og tåger rundt et sted på Fyn. De der larger-than-life karakterer, der får mig til at føle, at dokumentaren er fortryllende«.

Men sådan er den her jo ikke?

»Nej, men den hører med i min samling af små perler. Måske fordi jeg ikke selv kan finde ud af at lave den slags film. Jeg ville godt kunne lave en ’Honeyland’, hvis jeg havde fundet karakteren. Men det er sværere for mig at forstå, hvordan man laver den her slags film. De film, jeg selv laver, er meget nær på mennesker og ofte psykologiske portrætter, men jeg er ret fascineret af instruktører, der kan arbejde meget mere fra billedet og ud. Jeg hægter mig på en karakter og en virkelighed, og prøver at få det til at have nok lag i sig til, at man kan sidde og tænke avancerede ting om det her menneske eller det liv, vi lever. Men evnen til at få et tema ind i den stærke visuelle fortælling uden det bliver tomt og abstrakt, det er ikke en bevægelse, jeg helt ville kunne overskue«.