Politikens filmredaktør anbefaler: Rat Film

Kristoffer Hegnsvad, der er dokumentarfilminstruktør, forfatter og filmredaktør på Dagbladet Politiken, anbefaler Theo Anthonys ’Rat Film’, der blev vist på CPH:DOX i 2018.

Hvad handler filmen om?

»Filmens grundpræmis er, at der er et rotteproblem i Baltimore. Det er jo meget fedt visuelt i sig selv, men det Theo Anthony så gør er, at han tager det fænomen og spejler det både konkret og metodisk op imod noget andet. I Baltimore er der områder, der bliver kaldt red zones, hvor byplanlæggerne – ikke officielt – igennem en blanding af strukturel magtudøvelse og økonomisk racisme har indhegnet den farvede population. Og Theo Anthony har et skidegodt greb, hvor han tager forskellige byplanlægningskort, der viser, hvor de her red zones er, og lægger dem ovenpå et kort, der viser, hvor rotteproblemerne er størst, og på den måde helt visuelt konkretiserer de magtstrukturer, vi lægger ned over vores samfund. Så i stedet for at gå ind i alt muligt om kolonitid og slavetid og racisme, går han ind strukturelt og viser, at der stadig er følgevirkninger af de valg, vi har truffet i historien, og at der sjovt nok er rotteproblemer i de områder, vi underprioriterer økonomisk. Dermed gør han filmkunsten politisk, sociologisk og antropologisk på en måde, der er meget federe end værdidokumentarisme. Det er en film, du i princippet kunne have lavet i en grafik, og derfor er det hans geni, at han formår at gøre det til en essayvidenskabelig dokumentarisme. Og så binder han det hele op, og gør det seværdigt med de her gode amerikanske cases, såsom dem der har besluttet at holde vagtværn omkring deres gade med et baseballbat og en fiskestang«.

Hvorfor er det lige præcist ’Rat Film’, du anbefaler?

»Først og fremmest vil jeg gerne slå et slag for Theo Anthony, der har et fermt håndelag. Hans film ’All Light, Everywhere’ fra 2021, om overvågningskameraets historie, er en film, som alle der beskæftiger sig enten skabende eller teoretisk med dokumentarfilm, bør se. Og tegningerne til den film starter med ’Rat Film’. Den er emnemæssigt spændende, men det er hans greb, der er originalt, og som jeg tog med videre fra den. Hans film sætter barren højt for, hvad man tror på, man kan fortælle videnskabeligt og politisk uden at sætte fire forskere i et rum og bede dem forklare noget, og hvordan forskellige stilarter kan glide sammen i et værk. Så man skal se hans film som et ideal. Og så er det jo altid dejligt at se en form for videnskabsdokumentarisme, der ikke er kedelig«.

Hvor så du den første gang?

»Jeg så den tilfældigt i Missouri i 2017 på filmfestivalen True/False, der på nogle måder er en amerikansk fætter til CPH:DOX. Den er mere præget af amerikanske temaer som racismespørgsmål og liberal kritik, så hvis der er en film om Black Lives Matter, så er den på True/False, men den har også den her laboratoriefølelse, som CPH:DOX også har haft gennem tiden. Det år så jeg alle film om racisme, og det her var den eneste, der bød på noget reelt nyt«.

Hvad var der nyt ved den?

»Jamen, den der form for tilstræbt videnskabsdokumentar, var bare noget, jeg savnede dengang. Siden starten af 00’erne havde man været i gang med at sprænge alle rammer for, hvad en dokumentarfilm skulle kunne og være. Og i kernen af det var der et epistemologisk opgør med den tankegang, der var i journalistikkens og videnskabens dokumentarisme om, at objektivitet var muligt. Hvis hybriddokumentaren lå helt ude på venstrefløjen i det opgør, lå videnskabsdokumentaren helt ude til højre. Men jeg savnede, at det her opgør også samlede sig, fandt tilbage til et sprog, vi alle sammen kunne være beriget af og lavede vilde film. Og det gjorde ’Rat Film’ ved at præsentere sig som en form for videnskabsdokumentar og bestræbe sig på en objektivitet, men gør det gennem de hybriddokumentaristiske og essayistiske greb. Det var fedt, fordi ingen har lyst til, at vi kun befinder os i hybriddokumentarisme. Den skal bestøve noget. Og alle os, der er meget teoretisk interesseret i dokumentarisme, burde juble hver gang mainstreamens virkemidler udvides«.

Hvad husker du bedst fra filmen?

»Jeg husker, at den er meget velargumenteret for sin sammenhænge mellem den historiske, strukturelle racisme og de faktiske nuværende vilkår. Og så er det en film, der lykkes med at skabe nogle charmerende, lidt skæve karakterer til at manifestere de her ting. De første billeder, jeg får, når jeg tænker på filmen, er bykortet der bliver lagt oven på det andet kort, og så ham der har besluttet sig for at fange rotter med en fiskestang. Det er jo den lavpraktiske, fattige amerikaners reaktion på rotteproblemet. Og det bliver igen billedet af et liv på gaden og nogle vilkår, der findes i underklassen og i bunden af systemet. Og uden at de udtrykker en direkte kritik, får du en metodemæssig klarlæggelse af, at det er sådan, de bliver nødt til at tage sig af det«.

Hvad er dit eget forhold til rotter?

»Jeg synes, de er mega ulækre, men også meget fascinerende, og jeg havde egentlig lyst til selv at lave en film om rotter. Men så kom der ligesom en bølge af rottefilm, hvor ’Rat Film’ var den af dem, der ikke var dårlig, fordi den forsøger at bruge rotterne til noget. I de andre er det bare noget med rottens spidse tænder, og at den er snavset og så noget med pest, det er altid noget med pesten«, siger Kristoffer Hegnsvad.