Interview: Seks filmskabere om deres film ‘Bakken’

En lang række studerende fra og personer knyttet til Det Kongelige Danske Kunstakademi og Den Danske Filmskole fandt i august 2020 sammen for at lave en film om Bakken – den over 400 år gamle forlystelsespark i Dyrehaven nord for København. Filmen er sammensat af to lange one-take-optagelser skudt over én sommerdag og én sommernat, og i den infiltrerer en række Pjerrot-kloner blandt andet forlystelsesparken. ’Bakken’ blev vist på CPH:DOX i 2021, og ideen til filmen startede over en øl. 

For at forblive en smule i filmens kollektivistiske ånd er seks af filmens 21 skabere blevet interviewet i en fællestråd over e-mail. Et spørgsmål ad gangen med ubegrænset mulighed for at svare. Nogle sendte flere svar, andre bidrog med voyeuristisk stilhed. Med andre ord spillede alle hver sin vigtige rolle med hver sit sprog. Det her er en let redigeret, og nogle steder oversat, version af korrespondancen:

Hej John. Jeg kunne godt tænke mig at lave et interview med dig om ‘Bakken’-filmen, dens tilblivelse, ideen bag, og det at I var 21 instruktører på den. Jeg synes at have hørt, at du på en måde var tovholder for filmen, så jeg tænker, at du er den rette at tale med. Hvis det ikke er sandt, hvem vil så være den rigtige at snakke med omkring filmen? Kun gode hilsener, Jeppe.

John Skoog: »Hej Jeppe. Yes, så cool, at BAKKEN-filmen skal være med på den nye platform. Jeg tænker, at i filmens ånd giver det måske mening at åbne samtalen lidt op. Så jeg tilføjer nogle af dem, der var med til at lave filmen, i tråden her. Både fra Filmskolen og fra Kunstakademiet. Tænker det er nice at tage en samtale alle sammen. Varme fra Skåne. js«.

Hej alle. Fedt, at I har lyst til at være med til at snakke lidt om Bakken-filmen. Mit forslag er, at vi laver interviewet over e-mail på den måde, at jeg stiller et spørgsmål her i tråden, og så har I alle mulighed for at svare på det individuelt, og så fortsætter det bare sådan, indtil jeg ikke har mere at spørge om. På den måde forbliver vi lidt i filmens ånd og behøver ikke finde en dag, hvor vi alle kan mødes. Lad mig endelig høre, hvad I tænker om det.

Mikkeline Daa Natorp: »Jeg er klar, det lyder som en sjov måde at gøre det på. Alt godt, m«.

Bertram von Undall: »Jeg er også klar på det her – Bertram«.

Claes Hedlund: »Yes! Sjov og sjovt med en mail-tråd. Det var meget sådan denne film startede, så det giver fin resonans. Kh!!«.

Niels Østergaard Munk: »Enig!«.

Fedt, at I har lyst til at være med på den her måde. Nu starter det hårde arbejde med det første og meget simple spørgsmål: hvordan opstod ideen til ’Bakken’?

Niels Østergaard Munk: »Der er måske flere svar på det. Én ting var selve den workshop mellem filmskolen og kunstakademiet, hvor vi skulle lave en eller anden form for film på Bakken. Derfra skulle vi så blive enige om, hvad det skulle være for en film. Og der sad vi i en biograf ude på filmskolen og slyngede ideer rundt efter et par filmscreenings. En af de film, vi så, var en fast forward version af one-take-filmen ’The Russian Ark’. Den var måske speedet op til 10-15 gange normal hastighed. Derudover så vi klip fra teatergruppen Solvognens julemandshær, hvor de oversvømmede de københavnske gader og Magasin med julemænd, der gav Magasins produkter væk. På den måde blev vi sporet ind på ideen om et one-take og en hel masse Pjerotter. Og alle de her Pjerrot-figurer skulle have noget at lave, og derfor opstod den her ide om forskellige, små interventioner i løbet af det ellers dokumentariske one-take. Vi var ret mange på holdet, så vi var en del, der gav os til at udtænke forskellige interventioner, og på den måde blev vi et slags kollektiv af instruktører, der hver især og sammen iscenesatte Bakken og gjorde den klar til one-taket«.

Bertram von Undall: »Ideen kom ud af en række samtaler mellem Andreas Tang, der også var med til at lave filmen, og jeg om potentialet først i Forum (Kunstakademiets autonome afdeling) og siden i filmproduktion som en form for samlende praksis, der kunne give retning til et kunstnerisk samarbejde. Jeg husker ikke præcist, hvordan det blev sat op, men i hvert fald drak John, Claes og jeg en øl engang i efteråret 2019, og derefter begyndte planlægningen. Den første del af planlægningen og det praktiske arbejde var primært drevet af os, og det bestod mest i at danne et overblik over, hvordan man kunne samle Kunstakademiet og Filmskolen i et fælles projekt, der på en gang kunne give både mening for Filmskolens specialiserede praksisser og for Kunstakademiets mere de-specialiserede praksisser. Med det mener jeg, at Filmskolen uddanner til at arbejde i filmindustrien, hvor der er mere konkrete roller, der skal udfyldes. Kunstakademiet derimod har ikke en industri tilknyttet på samme måde, og udfylder en mere eksperimenterende rolle, samfunds- og produktionsmæssigt. Så, vores tanke var: kan vi finde en måde, hvorpå kunststuderende, der arbejder med lyd, film, fotografi og performance kan arbejde sammen med og bidrage til praksisser med en mere konkret faglighed, og hvor Kunstakademiets åbne metoder kunne være ramme for en form for eksperimenterende filmproduktion. Basically forsøgte vi at skabe et mødested for en fælles eksperimenterende produktion. ’Bakken’ var et kollektivt eksperiment, som var lige dele afhængigt af praktisk og filmteknisk viden (og kameraudstyr) og viljen til at afsøge noget nyt og ukendt«.

Claes Hedlund: »Jeg husker det som, at det var noget med at invitere John ind i det, som kunne være det perfekte bindeled mellem en kunstverden og den filmverden, som vi på en måde var interesseret i at se kollapse. Det skal også siges, at tilgangen fra Filmskolen ikke var fagspecifik. Der var for eksempel mange instruktører fra skolen og kun en enkelt producer (mig) og ingen tonemester eller klipper. Jeg husker det også som om, at vi have en lang juridisk/praktisk proces op mod selve ’workshoppen’, hvor der var mange forskellige trin, vi skulle igennem – vi, fra Filmskolen, ville have access til vores udstyr, og I, fra Kunstakademiet, ville have access til jeres faciliteter – og alt det blev lavet i det lille vindue i august 2020, hvor der ikke på samme måde var en corona-lockdown. Jeg ved, at vi brugte fire weekender til det hele. Først en weekend med snak og fieldtrip til Bakken, så en weekend med shooting, så en weekend med at bearbejde materialet og siden blev filmen screenet i sin første form«.

Tak for gode svar. Her kommer næste spørgsmål: hvad var ideen med at være så mange »instruktører« om at lave filmen sammen, og hvordan fordelte I rollerne og opgaverne mellem jer?

Claes Hedlund: »Processen var kollektiv, og i og med at det her faktisk blev præsenteret som en »film« var det en selvfølgelighed, at vi alle blev skrevet på som instruktører. Og det var en meget kollektiv indsats, hvor alle bragte det, de kunne, til bordet. Der var nogle af de »klassiske« filmfagligheder, som blev opfyldt, men rollefordelingen blev også inddelt i kontekst af, hvad mennesker havde lyst til, og hvad der var behov for. Hmm, nu må nogle af I andre tage den herfra«.

Thomas Dyrholm: »Jeg er ikke sikker på, jeg fuldstændigt forstår det her interview, jeg er blevet hvirvlet ind i, men umiddelbart virker det fedt. Som jeg husker det, blev det grundlæggende koncept skabt rimeligt kollektivt imellem os over et par weekender på Filmskolen. Jeg tror simpelthen bare, at vi sad sammen som én stor gruppe af instruktører og udviklede idéen i biografen på Filmskolen. For os fra Filmskolen, tror jeg, det var lidt grænseoverskridende med en så kollektiv idéudvikling. Arbejdsdeling er jo virkelig en disciplin, vi filmskabere skal lære at mestre, så det her med at sætte sig ned 20-30 mennesker for at udvikle en idé sammen, tænkte jeg umiddelbart, var et helt vanvittigt projekt. På en eller anden måde fungerede det. Faktisk ret godt endda. En del af forklaringen på, at det fungerede, tror jeg, er, at os fra Filmskolen netop havde været igennem en elevinitieret blokade af vores skole, hvor vi de facto arbejdede for at få afsat vores rektor. I den uge sad vi igen og igen samtlige elever i biografen og skulle forsøge at finde fælles standpunkter i forhold til det, vi havde sat i gang. Det var meget samme rum, vi sad i under ’Bakken’-workshoppen, både i overført og konkret betydning. Måske dette rum også fungerede for os under workshoppen, fordi vi alle havde sat os ind i det, netop fordi vi var sultne efter at arbejde på en anden måde end vores daglige. Faktisk tror jeg, at jeg tilmeldte mig workshoppen, fordi jeg ofte er frustreret over hvor rigidt og traditionsbaseret alting nogle gange er i filmverdenen, og at jeg tænkte, at her var en mulighed for at lave noget på nogle helt andre præmisser. Jeg er selv filmfotograf, men forventede ikke nødvendigvis at skulle filme projektet, da jeg meldte mig til. Jeg vidste på det tidspunkt ikke engang, om det hele ville munde ud i noget, der faktisk skulle filmes. I sidste ende blev det så alligevel mig, der var bag kameraet under optagelserne, men det var faktisk næsten mere en praktisk nødvendighed, da idéen stillede ret store tekniske krav til kameraarbejdet, og jeg var den eneste filmfotografstuderende på projektet. Og så er vi tilbage ved den nødvendige arbejdsfordeling, når man laver film, haha«.

John Skoog: »Hej alle. Ville bare sige: fantastiske svar, så meget bedre end jeg selv ville kunne opsamle dem. Jeg holder mig i baggrunden, men hugger til på et eller andet spørgsmål«.

Jeg puster lige lidt mere luften ind i ballonen, så her kommer nyeste spørgsmål: hvorfor valgte I Bakken? Hvad illustrerede det sted for jer inden optagelserne? Og hvad illustrerer det sted for jer nu efter optagelserne?

Niels Østergaard Munk: »Jeg tror, at Bakken blev valgt ud fra en interesse i parallellerne mellem biografen og forlystelsesparken, filmen og rutsjebanen – som underholdningsindustrier. Hvor man i biografen sætter sig i sædet og lader sig rive med af en iscenesat film, så sætter man sig i forlystelsesparken i rutsjebanen og bliver revet igennem en iscenesat bane/rute. På den måde er der også noget grundlæggende cinematisk over rutsjebanen, i den måde ruten er iscenesat samt i parallellen mellem dolly-skinnerne og rutsjebaneskinnerne. Det var også derfor, at vi var interesserede i de to one-takes, fordi vi på den måde kunne lave et slow cinema rollercoaster ride gennem forlystelsesparken og gøre filmen til en rutsjebane. Og på den måde få forlystelsesparken og biografen til at smelte sammen. Og alle de ting ser jeg stadig i Bakken. Så kunne man spørge: »Jamen, hvorfor lige præcis Bakken?«. Og der er svaret nok primært, at Bakken faktisk er verdens ældste, eksisterende forlystelsespark. Selvfølgelig ikke med rutsjebaner, som vi kender det i dag, men i næsten 500 år har der været en eller anden form for gøgler-trickster-entertainer-ting kørende deroppe, som faktisk startede omkring en helbredende kilde, der løber derude«.

Jeg ved, at det måske er lidt forvirrende, men jeg tror, det her kan komme til at fungere rigtig godt. Næste spørgsmål relaterer sig til noget, Niels svarede i forbindelse med et andet spørgsmål: hvad var ideen med at have de her mange Pjerrot-karakterer i filmen? Hvad var deres formål?

John Skoog: »Godmorgen alle. Tænker, at Bertram skal svare på dette, eller måske skal vi tage endnu en stemme ind – Theodor som nævnte Pjerrot-ideen først. Men lad os se, hvad Bertram siger«.

Bertram von Undall: »Tænker godt, at jeg kan komme med et svar her: Ideen om Pjerrot opstod i den fælles samtale, vi havde, i workshoppens første weekend. En af de deltagende studerende, Theodor Nymark, kom med indskydelsen, hvorfra vi skabte en brugbar form for figuren. At bruge Pjerrot blev en måde at bruge Bakkens egen fiktive og mytiske historie til at skabe et nyt narrativ, der var stedsspecifikt, men ikke umiddelbart aflæseligt som en udefrakommende intervention. En gruppe af Pjerrotter bevægede sig rundt på Bakken, som en forlængelse af parkens eget udtryk. Dog valgte vi også at klæde kameraholdet ud samt at male deres ansigter. Først som en måde at komme eventuelle koordineringsfejl i forkøbet: for eksempel, hvis den der stod for lyden skulle blive fanget foran kameraet eller lignende. Så vil det jo bare være Pjerrot. Men i løbet af optagelserne udviklede figuren sig til en metode, hvorved vi kunne træde ind i Bakkens fiktive univers og blive en del af parken på en måde, der var uforudsigelig, måske lige så meget for os, som for de besøgende gæster og andre som så »forestillingen«. Måske kan man sige, at Bakkens egen joker skabte en film om sig selv og sin forlystelsespark. Jeg tror, der er mere at tilføje, men det her er måske en god start«.

Hvad var så med ideen til at filme det som et one-take? Hvad kan det format i forhold til jeres film?

Bertram von Undall: »Ligesom med Pjerrot handlede one-taket også om at skabe en form, der inkluderede os alle i en samlet koreografi, som vi så aftalte og planlagde på forhånd. Udgangspunktet var at screene filmen to uger efter optagelserne, så vi var nødt til at vælge et format, der ikke krævede vanvittigt meget redigeringsarbejde. Så, det jeg mener med »forestillingen« er, at jeg tror, at one-taket som en koreografi endte med at blive en performance i sig selv, hvor en gruppe af klovne dansede sig gennem parken«.

Lad os tage et par spørgsmål yderligere, inden jeg redigerer det hele sammen. Eftersom det er fire spørgsmål oveni hinanden, må I gerne bare svare på dele er det. Hvorfor er det her samarbejde mellem Kunstakademiet og Filmskolen vigtigt? Hvad kan film lære af kunst, og hvad kan kunst lære af film? Hvordan og hvorfor skal de bruge hinanden?

Claes Hedlund: »Her kommer mit bud på et svar, I andre må gerne supplere, hvis I føler, at det mangler noget. Jeg tror, idéen om at samarbejde over flere praksisser er noget mange af os er interesserede i, og det ligger jo på mange måder i kunstens DNA at udfordre og indsamle ting fra nye steder. Jeg kan kun tale fra mit eget synspunkt her, men som en af initiativtagerne til samarbejdet mellem skolerne, ved jeg, at jeg under mit første år på Filmskolen følte mig meget begrænset. Der havde vi lige lavet en form for revolution, hvor vi havde fyret rektoratet, men vi talte stadigt om samme referencer og måder at tilgå film. Foråret inden jeg startede på Filmskolen, havde jeg haft en meget stor filmisk oplevelse med John Skoogs film ’The Ridge’ – eller jeg havde følt mig totalt kørt over og så inspireret over, at det var muligt at fortælle film på den måde. Long story short, tror jeg, at muligheden for at samarbejde mellem skolerne kom på et perfekt tidspunkt i min frustration over ikke at udfordre idéen om, hvordan en filmisk oplevelse kunne være – hvor jeg stadigt vil mene at Johns tilgang til disse to medier er meget interessant og et fantastisk bindeled mellem kunst og film. Filmskolen har en meget produktionsorienteret tankegang. For eksempel er jeg lige kommet hjem fra en tre uger lang optagelse med et hold på omkring 20 mennesker – en maskine som kan gøre mange ting, men som også, uanset hvilken formulering vi bruger, på en eller anden måde bliver en simulering af et »professionelt filmset« med de gode og dårlige ting, som følger med. Det, jeg tit oplever, kan ske i sådan en proces er, at idéen bliver meget produktionsindrettet, og at det tit gør, at materialet føles mere fjernt over tid – og at den filmiske samtale fosvinder over tid. En ting, jeg har haft mulighed for at tage med mig fra denne workshop og denne proces – med ’Bakken’ – er at holde processen tæt hele vejen indtil optagelsen, og at måden at tale om filmen tit fandt sted gennem fællesreferencer mere end et manuskript for eksempel. Hvordan eller hvorfor dette er vigtigt, tror jeg, for mit vedkommende, handler virkeligt meget om at have et alternativ til, hvordan processer kan se ud og også en større tilgang til, hvordan film kan tales om, laves, instrueres og siden opleves. Det, jeg tror, filmen kan lære af kunsten er disse samtaler, hvordan tales der om filmen, både om filmens narrativ men også OM filmen som værk, hvilket jeg oplever, at vi ikke er så gode til i filmverdenen. Hvad ville der ske med filmen ’Bakken’, hvis vi ikke havde sovet på parkeringspladsen, optaget i 30 graders varme eller blev »nødt« til at vise den første version allerede en uge efter optagelsen? Jeg tror, at dette er en film som kun havde mulighed for at blive lavet på det specifikke tidspunkt, og en film som i hvert fald for mig og mit filmiske blik har været vigtig at få lavet«.

Thomas Dyrholm: »Det her læner sig op af noget, jeg allerede var inde på tidligere i interviewet. For mig som filmskoleelev var det forfriskende at arbejde med folkene fra kunstakademiet. I vores udviklingsprocesser her på skolen taler vi ofte om »det åbne rum«, og at vi gerne vil nedbryde nogle af de indgroede, hierarkiske strukturer, som ofte er en del af en films tilblivelsesproces. Jeg synes, vi er ret gode til at udfordre disse traditionelle strukturer her på skolen, men vi læner os stadig meget op ad gennemprøvede og effektive metoder og tilgange. Det var som om, at der i udviklingsfasen til ’Bakken’-projektet åbnede sig et rum, der var radikalt mere åbent og demokratisk, end jeg nogensinde har oplevet før i en filmproduktion. Alle idéer var velkomne og blev diskuteret i plenum. Jeg husker det som om, at hvis der var noget der skulle til- eller fravælges, så skete det ved simpel håndsoprækning. Det fungerede på en eller anden måde virkelig godt, måske også takket været måden hele workshoppen var faciliteret. En anden ting, som jeg måske også tror er berørt allerede, var det performative og konceptuelle aspekt ved selve optagelserne. Det var sommerens varmeste døgn, og hele filmproduktionen holdt til nede i et mærkeligt krat på Bakkens støvede parkeringsplads. Her var der folk, der blev sminket, udstyr der blev klargjort og testet, nogle sov måske i et eller andet buskads, fordi de skulle op og være Pjerrot i et take nogle timer senere. Det var en ret magisk oplevelse at være en del af, og det føltes aldrig rigtigt som om, at vi var på en filmoptagelse. Jeg tror ikke, det er realistisk at overføre de her metoder og tilgange til enhver filmproduktion, men for mig var det er bevis på, at det i nogle sammenhænge er virkeligt givende at flytte sig fra sine vante og indlærte metoder og vaner«.

Beklager den lille radiotavshed. Men her får I det sidste, fritsvævende spørgsmål, så I har lidt at beskæftige jer med i weekenden: Hvad synes I, at filmen er endt med at handle om? 

John Skoog: »Om at nærme sig en plads sammen. Om at kigge intensivt på verden sammen. Om at lave film sammen. Eller også kan du bare køre med det her Ogawa Shinsuke-citat:

»LET’S MOVE IN WHEN THERE IS NO DRAMA. LET’S PURSUE THEM IN CLOSE-UP««.

 

Med i e-mail korrespondancen var Claes Hedlund, Thomas Dyrholm, Bertram von Undall, Niels Østergaard Munk, Mikkeline Daa Natorp og John Skoog.