PARA:DOX

Login

Opret ny profil

Opret en gratis profil for at få adgang til dokumentarfilm fra hele verden og et stort vidensunivers med podcasts, artikler, talks og mere. Ingen binding eller fast abonnement.

PARA:DOX

»Hvis vi ikke får styr på vores kulstofudslip i løbet af de næste årtier, bliver det meget alvorligt.«

Af Bror Axel Dehn
like-icon
Føj til favoritter
Q&A Alun Hubbard, professor i glaciologi ved Oulu Universitet i Finland.
Artiklen er knyttet til filmen 'Into the Ice'.

Alun Hubbard, du er en af de tre medvirkende forskere, der er med i filmen. Hvor kommer din interesse for glaciologi og Grønland fra?

 

Det hele begyndte med en interesse for udendørssport, særligt klatring og skiløb. Jeg er fra den walisiske kyst, hvor der er meget øde. Det minder måske en smule om Jylland. Den eneste forskel er, at der er bjerge. Som barn tilbragte jeg meget tid i dette landskab for mig selv. Jeg har generelt altid interesseret mig for landskaber, og siden jeg var helt lille, har jeg forsøgt at forstå, hvad der foregår i dem.

 

Hvornår fik den interesse en intellektuel dimension?

 

Da jeg var i starten af tyverne, blev jeg meget bidt af bjergbestigning og klatring, og gennem den interesse opdagede jeg, at jeg som glaciolog kunne få mulighed for at arbejde i helt fantastiske egne af verden. Derfor har det nok også været min rejselyst som har været en af mine største drivkræfter som forsker. Jeg er på mange måder en ustoppelig nomade i mit arbejde som forsker. Samtidig føler jeg mig meget privilegeret over at være i stand til at arbejde i så smukke omgivelser, og jeg ville uden tvivl blive utrolig deprimeret, hvis jeg ikke længere kunne få lov til at arbejde i Grønland.

 

I filmen bliver du portrætteret som den mere vilde og ustyrlige af de forskere, som er på ekspedition. Hvor vigtigt er det for dig, at der er et fysisk element i det at bedrive videnskab?

 

Jeg elsker virkelig feltarbejde, og det er især på grund af det fysiske aspekt. Selve bevægelsen. At arbejde på indlandsisen helt fjernt fra alt er ekstremt krævende, og sommetider er vejret ovenikøbet dårligt. Jeg har været spejder, og jeg elsker at campere, også når det er vinter. Men når du arbejder som forsker, er du selvfølgelig i et område på nogle helt andre betingelser, end hvis du bare er der på en telttur. Og det er virkelig en udfordring at arbejde på den måde. Men som sagt er det også et enormt privilegium at føle, at man har et videnskabeligt formål, når man befinder sig sådan et sted som Grønland. Når jeg er der, er det mit job at forstå, hvordan det hele fungerer. Og det er det, jeg elsker ved glaciologien som videnskab. Den handler om problemløsning på et meget intellektuelt stimulerende niveau. Det er virkelig sjovt og kan måske minde om, når man laver krydsord eller koder computerprogrammer.

 

I filmen kan man se nogle helt fantastiske landskaber. Da I omsider er kommet ned på bunden af det enorme, frosne vandspejl, siger du på et tidspunkt, at det sted er som naturens egen katedral. Er der sommetider noget nærmest religiøst forbundet med at opleve disse overvældende naturfænomener?

 

Uden tvivl! Jeg er ikke religiøs, men når jeg befinder mig sådan et sted, føler jeg, at der er noget, der er større end mig. Jeg tror, at mange videnskabsfolk får denne følelse, når de forsker, og hver gang jeg tager til Grønland, føles det også som en slags pilgrimsrejse. Da jeg var yngre, rejste jeg en del, og sommetider var det som om, jeg nærmest konsumerede steder. Jeg befandt mig aldrig et sted særlig længe ad gangen. Det er helt anderledes, når jeg i dag befinder mig på indlandsisen. Jeg føler mig godt tilpas på den, faktisk bedre end jeg gør i civilisationen. Derfor er det også vigtigt for mig at udvise respekt over for miljøet – også fordi jeg ved, at det kan slå mig ihjel på ingen tid.

 

Mod slutningen af filmen snakker du kort om, hvordan verdens kystområder er særligt udsatte for klimaforandringer. Kan du fortælle lidt mere om det?

 

En stor del af det man beskæftiger sig med som glaciolog, er at forstå hvordan indlandsisen reagerer på varme, og hvordan det omvendt påvirker de globale havstigninger. Mange kloge mennesker arbejder med at forstå dette, men de fleste af dem gør det på en ret upersonlig måde, hvor al deres data kommer fra computermodeller. Mange forskere er aldrig i felten, og det betyder, at deres modeller ikke nødvendigvis tager højde for, hvordan tingene rent faktisk står til i Grønland og Antarktis. I værste fald giver modellerne os en falsk fornemmelse af tryghed, fordi vi tror, at vi er bedre stillet, end vi rent faktisk er. For mig er det vigtigt at være til stede der, hvor tingene sker, for der er så meget, som vi endnu ikke forstår. Og som jeg ser det, er vi i langt mere overhængende fare, end vi tror, vi er. Jeg siger ikke, at det er for sent, men det er nødvendigt, at vi gør noget i løbet af de næste ti år. Hvis vi ikke får styr på vores kulstofudslip i løbet af de næste årtier, bliver det meget alvorligt.

 

Du bor i Finland nu. Hvad forsker du i lige for tiden?

 

Jeg forsker stadig i Grønland, og i år skal jeg faktisk tilbage til et sted meget tæt på der, hvor filmen er skudt, og hvor vi skal bore huller ned i isen. Jeg har også en artikel på vej, som jeg har skrevet med en kollega. Den kommer ud i Nature Geoscience om et par måneder og handler om noget af det arbejde, vi lavede, mens vi filmede Into the Ice. Derudover er jeg optaget af et nyt projekt, som handler om, hvor meget kulstof, der ligger gemt under indlandsisen. Det projekt vil uden tvivl holde mig beskæftiget i de næste år. Jeg har også en plan om at sejle til Grønland og overvintre der. I det her fag er der altid nye projekter at tage fat på!

PARA:DOX

Login

Opret ny profil

Opret en gratis profil for at få adgang til dokumentarfilm fra hele verden og et stort vidensunivers med podcasts, artikler, talks og mere. Ingen binding eller fast abonnement.

Er du lærer og gerne vil bruge PARA:DOX i din undervisning, skal du oprette en undervisningsprofil.

PARA:DOX

Login

Opret ny profil

Opret en gratis profil for at få adgang til dokumentarfilm fra hele verden og et stort vidensunivers med podcasts, artikler, talks og mere. Ingen binding eller fast abonnement.