PARA:DOX

Login

Opret ny profil

Opret en gratis profil for at få adgang til dokumentarfilm fra hele verden og et stort vidensunivers med podcasts, artikler, talks og mere. Ingen binding eller fast abonnement.

PARA:DOX

»Naturen fungerer sådan, at hvis du tager noget ud, er der noget andet, der erstatter det«

Af Bror Axel Dehn
like-icon
Føj til favoritter
Q&A med Thomas Bjarnsholt, Professor i bakteriologi ved Københavns Universitet.
Artiklen er koblet med filmen 'The Invisible Extinction'.

Kan du starte med at fortælle lidt om din forskning i mikrobiologi, og hvordan den relaterer sig til nogle af de tematikker, der bliver udforsket i filmen?

 

Jeg er oprindelig uddannet som civilingeniør fra DTU, men skrev ph.d. om bakteriers kommunikation i et samarbejde med Rigshospitalet. Jeg har særligt forsket i, hvordan bakterier kan undvige antibiotikaens virkning og vores immunforsvar. Samtidig har jeg prøvet at forstå, hvordan bakterierne opfører sig i mennesket og ikke, hvordan de opfører sig i et laboratorium – der er nemlig en rigtig stor forskel på, hvordan bakterier opfører sig i henholdsvis en kropslig infektion og i et laboratorieforsøg.

 

I filmen bliver udviklingen inden for mikrobiologien omtalt som en videnskabelig revolution, og man sammenligner ligefrem udryddelsen af mikrober med en klimakatastrofe. Er du enig i, at det er det omfang, vi befinder os i?

 

Nej, det mener jeg ikke. Selvfølgelig har det en stor betydning, men naturen fungerer sådan, at hvis du tager noget ud, er der noget andet, der erstatter det. Og det kan godt være, at vi i dag har en anden mikrobesammensætning i tarmen, end vi havde for halvtreds år siden, men vi lever stadigvæk. Man kan måske sammenligne det med kun at spise stenaldermad – jeg tror ikke, de havde det bedre i stenalderen, hvor de ofte døde i en meget ung alder. Det handler både om at spise balanceret, men også om noget så simpelt som at være glad. Hvis du drikker et glas rødvin engang imellem, fordi det gør dig glad, så er det en bedre kombination end at være meget religiøs omkring din diæt. Jeg tror ikke, at det er bakterierne i tarmen, som gør os psykisk syge eller overvægtige, men sammensætningen i tarmen afspejler uden tvivl kroppens tilstand – og kan måske bruges diagnostisk. Men jeg synes ikke, at det er rigtigt, at det kan sammenlignes med klimakrisen.

 

En stor del af filmen handler om antibiotikaresistens, og hvordan overforbrug af antibiotika i USA og Kina har ledt til store sundhedsmæssige problemer. Er det noget, du kan genkende i Danmark?

 

I Danmark er vi gode til ikke at bruge for meget antibiotika, og vi har ikke særlig mange resistente bakterier. Det er dog stigende, og det er selvfølgelig noget, vi er meget opmærksomme på herhjemme. Sådan forholder det sig ikke i for eksempel Østeuropa, Asien og USA, hvor en almindelig patient med lidt hoste ofte får udskrevet antibiotika, og hvor lægen desuden får penge for at udskrive det. Det problem har vi heldigvis ikke i Danmark.

 

De fortæller om en række behandlingsformer i filmen, bl.a. FMT, der er en forkortelse for fækaltransplantation. Er det også en udbredt behandlingsform i Danmark?

 

Ja, fækaltransplantation, som fylder en stor del af filmen, bliver også brugt i Danmark. Det er normal praksis at gendanne et raskt mikrobiota ved FMT.

 

Det lader til, at der i de seneste år er kommet en øget opmærksomhed på mikrobiologi og den rolle, mikroberne generelt spiller i vores sundhed. Har du selv oplevet en stigende interesse for feltet?

 

Jeg vil ikke sige, at der er kommet en dyb interesse for at forstå videnskaben bag, men der findes selvfølgelig forskere både nationalt og internationalt, som har bygget en industri op omkring at promovere idéen om anskue tarmen som “den anden hjerne”. Og det er på mange måder godt, at der er et øget fokus på mikrobiota, men man skal stadig huske at bruge sin sunde fornuft og ikke blive for fanatisk, når det kommer til diæter og brug af kosttilskud. Men sådan er det med alting – det er vigtigt at leve balanceret.

PARA:DOX

Login

Opret ny profil

Opret en gratis profil for at få adgang til dokumentarfilm fra hele verden og et stort vidensunivers med podcasts, artikler, talks og mere. Ingen binding eller fast abonnement.

Er du lærer og gerne vil bruge PARA:DOX i din undervisning, skal du oprette en undervisningsprofil.

PARA:DOX

Login

Opret ny profil

Opret en gratis profil for at få adgang til dokumentarfilm fra hele verden og et stort vidensunivers med podcasts, artikler, talks og mere. Ingen binding eller fast abonnement.