Podcast: Fra kup til krise i Myanmar #1
Denne film er knyttet til filmene 'Burma VJ' og 'On the Inside of a Military Dictatorship'.
1. februar 2021 gennemførte Myanmars militær et kup og tog magten i landet. Dermed endte små ti års demokratisk styre under ledelse af det tidligere frihedsikon og vinder af Nobels fredspris Aung San Suu Kyi. Militæret havde tydeligvis regnet med, at magtovertagelsen ville blive hurtig og ukompliceret. Sådan er det ikke gået. Et år efter kuppet befinder Myanmar sig i en dyb konflikt, der har revet landet fra hinanden politisk, økonomisk og socialt.
I dette første afsnit af to om kuppet i Myanmar bliver der stillet og svaret på en række spørgsmål: hvordan er det kommet så vidt? Hvorfor kuppede militæret magten, når de selv havde givet i hvert fald dele af den fra sig 10 år tidligere? Vil Myanmars voksende modstandsbevægelse kunne besejre hæren? Og findes der en fredelig vej tilbage til et demokratisk Myanmar?
Medvirkende: senioranalytiker og Danmarks tidligere ambassadør i Myanmar John Nielsen og seniorforsker Helene Maria Kyed, der har forsket indgående i Myanmar og er blandt andet hovedforfatter på en stor undersøgelse om soldater, der deserterer fra Myanmars militær og i stedet slutter sig til modstandsbevægelsen.
Episoden er produceret af Danish Institute for International Studies (DIIS) til deres podcast ‘Verden til forskel’. Du kan følge DIIS‘ podcast på Soundcloud.