Soundvenues filmredaktør anbefaler: The Distant Barking of Dogs

Jacob Ludvigsen er filmredaktør på Soundvenue og næstformand i foreningen Danske Filmkritikere. Han anbefaler ’The Distant Barking of Dogs’ fra 2017 af Simon Lereng Wilmont. Vi viser også ‘A House Made of Splinters’ (2022) af samme instruktør.

Hvad handler filmen om?

»’The Distant Barking of Dogs’ foregår i en lillebitte by i det østlige Ukraine på grænsen til Rusland. Vi kommer helt tæt på den 10-årige forældreløse dreng Oleg, som bor hos sin bedstemor Alexandra i et spartansk hus. På den ene side er det en slice-of-life hverdagsskildring af livet langt, langt ude på landet i Ukraine, og hvordan det er at vokse op der. Vi følger landsbyens børn, der render rundt og dyrker deres fantasi, og som egentlig har et relativt almindeligt børneliv. Men så er der det bagtæppe, at ikke særlig langt derfra slår bomber og missiler ned. Der er en overhængende risiko for, at eksplosionerne rammer husene i byen. Af den grund er de fleste beboere i landsbyen allerede flygtet. Men Olegs bedstemor kan ikke forestille sig, hvordan de kan tage andre steder hen. Det er det hus, hun har boet i stort set hele sit liv, Olegs mor er begravet på den lokale kirkegård, og som bedstemoren siger i filmen, så er det der, hvor deres sjæl hører til«.

Hvordan skildrer dokumentaren børn fanget i krigens favntag?

»Den er en fantastisk, universel skildring af en barnlig uskyldighed, der bliver inficeret med noget så grumt og dystert som krig. Vi mærker den her gradvise forråelse af børnene. En lidt ældre dreng, som skal spille sej, får fat i en pistol, og i smug lærer han de andre drenge at skyde. De snakker om at skulle leve op til – uden at sætte de ord på det – et maskulinitetsideal: om at kunne gå i krig og have modet til at bekæmpe fjenden. I lighed med mange af historiens andre store krigsfilm, viser dokumentaren krigens logik, og hvordan virkeligheden sætter sig i mennesker«.

 

Hvorfor er filmen stadig aktuel?

»Det er en dokumentar, som nærmest kun er blevet mere interessant i tiden efter Vladimir Putins invasion af Ukraine. For her ser vi, hvordan det hele startede, hvordan konflikten har ulmet i mange år, hvordan krigshandlinger har fundet sted på grænsen mellem Ukraine og Rusland i en lang årrække, og hvad der har lagt fundamentet til, at krigen eksploderede i starten af i år. Olegs familie og de andre beboere i landsbyen var nogle af de første til at mærke konsekvenserne af konflikten. En af dokumentarkunstens fineste opgaver er at finde den lille historie, som fortæller den store historie, og det lykkes instruktør Simon Lereng Wilmont med i den her film«.

Hvordan?

»Han kommer helt tæt på de to skæbner – Oleg og hans bedstemor – som bliver billedet på den her store geopolitiske konflikt og den russiske aggression. Det er sindssygt imponerende, at Simon Lereng Wilmont har fundet frem til den her historie. Det er en fluen-på-væggen dokumentar på det absolut højeste niveau. At filmskaberen har kunnet komme så tæt på de her mennesker, som lever deres liv – uden at ænse ham et sekund – er dybt, dybt imponerende og forbilledligt«. 

Vi ser krigen gennem børneøjne. Hvilken betydning får det synspunkt for filmens fortælling?

»Vi kender også grebet fra andre værker i filmhistorien, for eksempel Elem Klimovs klassiker ’Gå og se’ fra 1985. At se krigen gennem børneøjne understreger absurditeten. I den her film er eksplosionerne på en måde noget fjernt og abstrakt, for fortællingen udfolder ikke som sådan konflikten, eller hvem der bekriger hinanden, men det virker også nærmest ligegyldigt, fordi det er så indlysende meningsløst og absurd, når vi ser det gennem en drengs øjne. Hvad er det for nogle grundsten, som følger med krigen? Hvilke aftryk sætter krigen i et barn? Det er både dybt foruroligende og skræmmende. Mens man på den ene side følger kærligheden mellem Oleg og hans bedstemor, fornemmer man også, at det bliver en hård fremtid for Oleg, som kommer til at leve et liv i skyggen af den her krig. Det vil sætte sig så dybt i ham, at krig er hverdag, at det ikke kan undgå at komme til at præge ham. Det er ekstremt trist«.

Hvad husker du bedst fra filmen?

»Der er flere rørende scener, men den har en interessant kontrast i de her drenge, som spiller smarte og gerne vil være stærke soldater, men når eksplosionerne så rammer tæt på landsbyen, ser vi at Oleg bliver et lille barn igen og søger trøst i bedstemorens favn, mens huset skælver. Det er et meget godt billede på uskyldstabet og den menneskelighed, som ellers ofte forsvinder med krig«.

Hvor, hvornår og hvordan så du ’The Distant Barking of Dogs’ første gang?

»Jeg så den i forbindelse med CPH:DOX i 2018. På Soundvenue anmelder vi mange film under festivalen, og da jeg så, at vores anmelder havde givet filmen seks stjerner, måtte jeg se den med det samme. Forventningerne skrues op, når der lander sådan en topkarakter, men her blev de indfriet til fulde. Og det er også en film, vi har hyldet sidenhen. Da vi skulle samle op på 2010’erne havde vi den med på listen over de 20 bedste dokumentarfilm i hele verden fra det årti. Det var fuldt fortjent, for det er en enestående film og en nyklassiker i undergenren film om krig – en øjeblikkelig milepæl«.