A Man and a Camera

Hvordan kan det være så svært at beskrive en film, der umiddelbart er så enkel som den her kanonkugle af en provo-doku, uden at afsløre hvorfor den samtidig er så afsindigt grænseoverskridende, nervepirrende – og hylemorsom? Og hvor mange dokumentarfilm er det lige, der begynder i horror-mode og slutter som en deadpan feelgood-komedie?

‘A Man and a Camera’ er præcis, hvad titlen siger, den er. Vi er i en lille landsby. En mand går rundt med et videokamera. Vi ser kun det – og dem! – som han filmer i tavshed. Helt inde i folks egne hjem.

Guido Hendrikx (‘Stranger in Paradise’, CPH:DOX 2017) reducerer sin film til et performativt nulpunkt, fra hvilket den egentlige film skabes af de mennesker, som ufrivilligt ender med at deltage i den. En interventionistisk gestus og en in-your-face-strategi, der konstant er i risiko for at tippe over i sit passivt-aggressive spil med sociale normer og koder – ikke mindst i magtbalancen mellem filmskaberen og den, der filmes. Et wildcard og en genial satire over dokumentarismen selv.