’Be Natural’ er en øjenåbnende historie, fordi franske Alice Guy-Blanché (1873-1968) ikke bare var den første kvindelige instruktør, men også toneangivende i en lang årrække, mønsterbryder og en ægte pionér.

Hun var til stede ved den første Lumiére-filmvisning i 1895, blev Gaumont-studiernes alt-i-ener omkring årtusindskiftet. Guy-Blanché producerede, organiserede og instruerede en lang række succesfulde film, bl.a. det syrede og skamløst kopierede eventyr ’Feen i kålen’ og en cross-dressing-komedie med titlen ’Feminismens resultater’ (1906).

Hun følte sig aldrig anerkendt efter fortjeneste og var ikke i tvivl om, at det var kønnet, hun havde imod sig. Hendes film blev aldrig systematisk samlet ind til bevaring, og i opslagsværker er hendes film blevet tilskrevet alle mulige andre. Helt op i 1960’erne var franske filmhistorikere modvillige til at ændre på det billede – som filmen ’Be Natural’ nådesløst afslører.

Guy-Blanchés historie er også fortællingen om en verdenskvinde. Hun blev træt af Gaumont, rejste i 1910 til New York og grundlagde sit eget filmselskab nær New York – komplet med studie – sammen med gemalen Herbert (som hun overskyggede og snart blev skilt fra). ’BE NATURAL’ var mottoet, der stod på Solax-studiets endevæg.

Pamela B. Green har gennem mange år præsenteret kendte filmfolk for Guy-Blanchés historie – og nogle af reaktionerne er også med i filmen. Mere interessant er hendes utrættelige detektivarbejde for at opspore viden og artefakter, der kan kaste lys over historiens sorte huller. Vi taler med samlere, efterkommere med hengemt guld i pulterkamre, med teknik-hajer og et knopskydende stamtræ.

Den gennemgående reaktion – ’wow!’ – er også den, man som beskuer til sidst sidder tilbage med. Sikke en personlighed, der opstår af arkiv-asken – og på høje tid, at der bliver rettet op på en udeladelsessynd af de helt store.