Hale County This Morning, This Evening
Sundance-hittet fra hjertet af det sorte Amerika, hvor en fotografisk mosaik af indtryk danner en kunstnerisk og politisk nytænkende helhed.
En film er mere end summen af sine billeder. Den helhed af indtryk, der samler sig til en film i ens tanker, er noget andet og mere end filmen selv. En idé, som Sundance-succesen ‘Hale County This Morning, This Evening’ inviterer én til at opleve i en fri, impressionistisk og indimellem næsten surreel montage af cinematiske snapshots fra Hale County, Alabama. Men også i en genialt klippet, dagsaktuel reportage fra hjertet af det sorte Amerika, der gennem billeder taler om racismen i USA og om den sorte selvopfattelse lige her, lige nu. Det handler nemlig ikke kun om, hvad vi ser, men også hvordan. Kritisk og kunstnerisk eminent.