Let's Get Lost
Oscarnomineret dokumentar om den legendariske jazztrompetist Chet Baker: Pioner, en sand mester, Prince of Cool. Eller en vagabond med et stofmisbrug, som med trompeten i den ene hånd ikke kunne falde til ro.
Stjernefotografen Bruce Webers knitrende sort/hvid-portræt af trompetisten, sangeren og stilikonet Chet Baker, ‘Let’s Get Lost’, betragtes af mange som jazzdokumentaren over dem alle. Kontrasten mellem den unge, smukke James Dean-lignende Baker og den ældre artist, som tydeligvis har brændt sit lys i begge ender, er både dragende og rørende. Filmen er fuld af sjældne koncertoptagelser og oprigtige samtaler med Baker, hans venner, eks-koner m.fl.







