Matangi / Maya / M.I.A.
Fra tamilsk flygtning til aktivistisk popstjerne. Aktivistisk musikfilm fortalt af hovedpersonen M.I.A. selv gennem årtiers videoklip.
‘Hvorfor er du sådan en problematisk popstjerne?’ spørger instruktøren M.I.A, da hun under optagelserne til en musikvideo står i en havn fyldt med statister, der skal ligne bådflygtninge. ‘Hvorfor…’, men hun kommer ham i forkøbet: ‘… holder jeg ikke bare kæft?’ Det er der mange grunde til. Ophavet i det borgerkrigsramte Sri Lanka, familiens forbindelser til en tamilsk oprørsgruppe og oplevelsen som immigrant i England har alt sammen formet M.I.A. og hendes behov for at udtrykke sig gennem sin musik, sin aktivisme – og sine egne film.
En sand skattekiste af arkivmateriale og hjemmevideoer giver et enestående indblik i mennesket Matangi bag superstjernen M.I.A.








