The Act of Killing
Tidligere medlemmer af de indonesiske dødspatruljer udfordres til at genopføre nogle af deres mange mord i stil med de amerikanske film, som de elsker.
I 1965 væltede militæret den indonesiske regering, og over en million mennesker – kommunister, etniske kinesere og intellektuelle – blev udryddet. I filmen, der foregår i byen Medan på øen Sumatra, udfordrer filmskaberne dødspatruljeledere til at dramatisere deres rolle i folkemordet.
Resultatet er en surrealistisk filmisk rejse ind i massemordernes forestillinger og fantasier om dem selv og deres ofre. Samtidig giver filmen et indblik i et skræmmende og ekstremt korrupt regime, der ikke blot har ladet morderne slippe for straf, men stadig fejrer dem som helte.
Vinder af hovedkonkurrencen på CPH:DOX 2012.