The Black Garden
Med cinematiske penselstrøg og få ord fortælles den dystre historie om tre generationer i skyggen af den oversete konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan. Et eminent orkestreret studie i, hvordan konflikter genskaber sig selv.
Selv en dialekt eller et landkort i et klasseværelse er ikke neutrale, når konflikterne ulmer langs en landegrænse i det tidligere Sovjetunionen. Fortiden gentager sig, og i ‘The Black Garden’ aner man hvordan. Vi er i Nagorno-Kharabakh, hvor en langvarig og overset spænding mellem nabolandene Armenien og Aserbajdsjan sidste år brød ud i åben krig. Her venter to unge drenge utålmodigt på at forsvare det land, de kender. Den ene for ung til at være i militæret, den anden akkurat gammel nok. Den fransk-armenske fotograf og billedkunstner (og nu også filmskaber) Alexis Pazoumian bruger biograflærredet som kanvas, hvor hvert eneste af de mørke og atmosfæriske billeder – og hvert eneste klip imellem dem – fortæller sin del af historien om heltemod, fortidens bitre arv og de myter, som får det hele til at hænge sammen. Men krige er aldrig glorværdige for andre end dem, der starter dem på sikker afstand. En grusom logik, som går op for én med en forbandet klarhed i en film af en instruktør med en eminent sans for lys og skygge – og for hvordan fantomsmerter går i arv gennem generationer.
