The Forgotten Ones
Historien om Israels glemte jøder er en drøm om frihed, der blev til diskrimination og segregation, som stadig er tabu i det forjættede land.
Jøder fra Nordafrika og Mellemøsten har siden 1950’erne immigreret til den nyoprettede stat Israel. De ikke-europæiske jøder, også kaldet mizrahim, blev ved deres ankomst henvist til afsidesliggende transitlejre og udviklingsbyer og blev nægtet deres ret til et bedre liv. Fordommene mod dem spøger stadig i dag.
Den fransk-israelske instruktør Michale Boganim følger på en roadtrip gennem Israels fattige forstæder sin fars rejse, en marokkanskfødt jøde, der immigrerede i 1950’erne og kæmpede mod segregationspolitikken og for mizrahims rettigheder.
Møder og samtaler tegner omridset af et tabu, der fortsat hjemsøger Israel.