De Frelste
Den danske, kristne missionshistorie i lande som Nigeria er ikke fortid – tværtimod. En fascinerende, historisk film i to parallelle spor.
Den danske kolonihistorie er endelig blevet taget op til debat. Et overset kapitel af den er de kristne, danske missionærers arbejde med at omvende afrikanere til “den rette tro”. Men hvis man tror, at den slags hører fortiden til, kan man godt tro om. Selvom hun er forbi pensionsalderen, lægger folk som Rikke Vestergaard liv og sjæl i den kristne missionsbastion i det nordlige Nigeria for at etablere et bolværk mod islamisterne i Boko Harams hærgen.
I en effektfuld kontrast mellem nutidige scener og nogle over hundrede år gamle arkivspoler trækker ‘De frelste’ en fascinerende og foruroligende, historisk linje fra dengang til i dag, hvor en hel menighed fortsat har portrættet af en afdød missionær fra Brønnum-familien trykt på deres t-shirts og hylder ham i sang og tale. Kan man stadig tage fejl, når man ved, man har ret og i øvrigt handler i god tro? Med en hammer i den ene hånd og biblen i den anden har den hvide mand og kvinde i over hundrede år været med til at bygge skoler og hospitaler – men for hvilken pris?