Theatre of Violence
Et episk og uafrysteligt drama om skyld og straf. Den tidligere ugandiske børnesoldat Dominic Ongwen er både bøddel og offer i et sobert retssagsdrama om forbrydelser mod menneskeheden, der rokker ved moralens fundament.
Dominic Ongwen var blot ni år, da terrorgruppen Lord Resistance Army bortførte ham og dræbte hans forældre. Siden torturerede, hjernevaskede og tvang Joseph Konys guerillagruppe drengen til at dræbe andre. 30 år senere overgav Ongwen sig til myndighederne og står nu anklaget for forbrydelser mod menneskeheden i Den Internationale Straffedomstol i Haag, som den første tidligere børnesoldat nogensinde. Anklagerne strækker sig fra mord og voldtægt til tortur og slaveri. Men kan man skille den voksne mand fra hans traumatiske fortid, når dommen skal fældes?
Instruktørparret Lukasz Konopa og Emil Langballe skildrer sobert og overbevisende begge sider af den uhyre komplekse sag og følger advokaten Krispus Ayena i sin forberedelse af forsvarstalen for Ongwen. ‘Theatre of Violence’ konfronterer os med grundspørgsmål om skyld og straf, og hvordan et moderne samfund skal håndtere fortidens traumer. En storfilm med vidtrækkende konsekvenser.