We Hold the Line
I Filippinerne kæmper journalist Maria Ressa en kamp for demokratiet mod præsident Duterte og hans "war on drugs", der har kostet titusindvis af liv.
I Filippinerne har den voldelige desperado-præsident Duterte, der uden at tøve kalder sig diktator, siden valget ført en “war on drugs”, hvor titusindvis af fattige og udsatte er blevet henrettet uden rettergang. Sidste bastion for demokrati og menneskerettigheder i landet er journalisten Maria Ressa og hendes kolleger på nyhedsplatformen Rappler. Med facts og førsteklasses journalistik som midler giver de regimet kamp til stregen, uanset konsekvenserne. Duterte selv tager alle midler i brug for at styrke sin magt, fra trusler og falske anklager til troldehære på Facebook.
‘We Hold the Line’ giver os et år i redaktionslokalet og ude i felten med kvinden, som sammen med et international fællesskab af undersøgende journalister var årets person i Time Magazine i 2018. Interviews med krigens ofre, kritiske oppositionspolitikere og selv medlemmer af Dutertes dødspatruljer vidner alle om situationen i et land, hvor demokratiet og den mest basale respekt for borgernes rettigheder risikerer at erodere totalt.