A Poem for Little People
Et frivilligt evakueringsholds bedrifter ved fronten i Østukraine, ledet af den unge, stoiske Anton. To ældre kvinders usandsynlige, men nære venskab giver liv til et filmisk digt om mod og modstand under en beskidt krig.
Oprør kan se ud på mange måder. Og al modstand er modstand. De konklusioner står tilbage efter ’A Poem for Little People’, der er fortalt i to parallelle spor. I det ene følger man i hælene på den unge, stoiske Anton. Han leder et hold af frivillige, der kører rundt ved den østukrainske front og forsøger at evakuere de sårbare, men modvillige, beboere, der endnu ikke er kommet væk fra den krigshærgede ødemark. I det andet spor besøger man to ældre kvinder, der er blevet boende ved frontlinjen for at udøve deres egen stille modstandskamp. Den pragmatiske Zinaida står ved sit vindue og skriver ned på en blok, hver gang et russisk militærkøretøj triller forbi, inden hun sender oplysningerne til det ukrainske militær. Imens skriver den drømmende Taisia manipulerende digte til russiske soldater som sit bidrag til oprøret. Vekselvirkningen mellem de to spor fungerer eminent, og sammen udvikler de sig til filmdigt om behovet for håb, erindring og kultur midt i en humanitær undtagelsestilstand. En levende påmindelse om, at små handlinger ofte kan udrette store ting.
