Blix Not Bombs
Varmt, væsentligt og velfortjent samtaleportræt af den svenske topdiplomat Hans Blix, der stod med verdenshistorien i sine hænder i Irak for 20 år siden. International storpolitik fortalt med en indsigt og elegance, der er de færreste forundt.
Når verden stod i brand, ringede de til Hans Blix. Sådan bliver den svenske diplomat introduceret i ’Blix Not Bombs’. Og hvis der er en brand, han særligt bliver associeret med, er det invasionen af Irak i 2003. Forud for invasionen ledede Blix den delegation af FN-folk, der skulle finde ud af, om der fandtes masseødelæggelsesvåben i Irak. Og det er invasionen og dens konsekvenser, vi her får Blix’ formidabelt indsigtsfulde analyse af i en grundig og ærlig samtale med instruktør Greta Stocklassa. Få andre forstår det komplicerede, storpolitiske spil på verdensarenaen som Blix, og ingen kan forklare det med hans intellektuelle elegance.
Men Stocklassas film er også et portræt af manden selv, der nu er blevet en ældre herre, som er i gang med at skrive sine memoirer, går med stok og kigger på fugle gennem vinduet i sin lejlighed. Udsynet og engagementet er imidlertid usvækket, når Blix på 20 års afstand gør status over invasionen af Irak og verdens tilstand i dag.