Q's Barbershop
På torvet i Vollsmose kan du få en klipning og et par kloge ord med på vejen. En herlig film med stil og overskud – ligesom Qasim og hans kunder selv.
Q’s Barbershop ligger i hjertet af Vollsmose – det største sociale boligprojekt i Danmark – og er et populært sted at hænge ud for de unge somaliere i området. Indehaveren af salonen, Qasim, er selv fra Somalia, og han sørger for, at de unge i Vollsmose har fået stil.
Hos Q’s Barbershop får du for en ti’er en Usher, en Flat Top, en House Party eller en Will Smith med lav fade. Men du kan også få rådgivning om de store spørgsmål i livet som kærlighed, parforhold eller uddannelse, og hvis der er behov for det, hjælper Qasim gerne med at øve dig til danskprøven, mens han trimmer og styler.
Uanset om du er indvandrer, kriminel eller en straight-A studerende, har du brug for en cool frisure. Og størstedelen af Q’s kunder forlader faktisk frisørsalonen med fornyet energi til de udfordringer, resten af dagen – eller livet i det hele taget – måtte bringe.