The Dissident
Opklaringen af drabet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi er kun toppen af isbjerget.
2. oktober 2018 gik den saudiarabiske, eksilerede journalist Jamal Khashoggi ind på sit lands konsulat i Tyrkiet for at få ordnet papirerne til sit bryllup. Han kom aldrig ud igen. Opklaringen på det modbydelige, men nøje orkestrerede drab på en af landets få kritiske stemmer er imidlertid kun den tragiske begyndelse i en film, der tegner et dystert billede af digitale troldehære, overvågning, modstand – og ikke mindst af et enestående menneske, der viede og ofrede sit liv for ytringsfriheden i Mellemøsten.
Khashoggi var engang en del af inderkredsen omkring den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman, men hans velunderbyggede og stadig mere kritiske artikler bragte ham i unåde. Som en international stemme med insiderviden blev han i højere og højere grad en torn i øjet på styret. Lige til det sidste.
Khashoggis efterladte, hans venner og kolleger bidrager til en fortælling, der er større og mere forgrenet, end man har lyst til at forestille sig.