En ældre mand kæmper med at slæbe en kiste op i en lille lejlighed i en slidt boligblok. En mørk og gådefuld scene, der fra starten placerer ‘The Flats’ i et hjemsøgt indre landskab, hvor fortid og nutid flyder sammen. Og det gør de i den grad i boligkvarteret New Lodge midt i Belfast, hvor den næsten 30 år lange konflikt mellem katolikker og protestanter stadig spøger, selvom den officielt endte i 1998. Manden med kisten hedder Joe, og bag hans uforglemmelige, rødsprængte ansigt aner man stadig den lille dreng, der alt for tidligt blev involveret i de voksnes bitre kamp for et forenet Irland.

I dag bor han i ‘the flats’, og i hans samtaler med psykologen Rita åbner der sig en sprække i tid og rum, hvorfra gamle spøgelser vælter frem. Hans 17-årige onkel, der blev dræbt af en dødspatrulje. Gadekampene. Sultestrejkerne og begravelsen af modstandsikonet Bobby Sands. Belfasts smertefulde, moderne historie er vævet tæt sammen med Joes og de andre New Lodge-beboeres liv i Alessandra Celesias cinematiske film, der bevidst udfolder sig i et tidløst vacuum, som ligner 70’erne, men alligevel er umiskendeligt nutidige. Med rekonstruktioner og en eminent brug af arkivbilleder fremmaner Celesia en subjektiv tilstand, hvor fortiden aldrig rigtig sluttede.