The Imposter
Den sande men helt utrolige historie om en ung franskmand, der overbeviser myndighederne om, at han i virkeligheden er en 16-årig amerikansk dreng, der blev kidnappet tre år tidligere.
I dokumentaren ‘The Imposter’ havde den unge franskmand Frédéric Bourdin allerede en lang række identitetstyverier bag sig, da han overbeviser de sociale myndigheder om, at han i virkeligheden er en 16-årig amerikansk dreng ved navn Nicholas Barclay.
Tre år tidligere blev Barclay kidnappet, og Bourdins rollespil er så overbevisende, at hverken politiet, FBI eller drengens forældre aner uråd.
Men privatdetektiven Charlie Parker fornemmer, at der er en hemmelighed, som ikke tåler dagens lys, og han sætter sig for at finde ud af, hvad der i virkeligheden skete med den forsvundne dreng.
Dokumentaren ‘The Imposter’ viser interviews med de implicerede i den opsigtsvækkende politisag, der fandt sted i 1997. Sideløbende vises flere af begivenhederne som rekonstruktioner med skuespillere.
Bart Layton debuterer som spillefilmsinstruktør med ‘The Imposter’, der blev fremhævet ved Sundance Film Festival i Utah, og som modtog en pris på filmfestivalen i Miami.