Writing with Fire
På arbejde med Indiens eneste nyhedsmedie drevet af kvinder. En inspirerende film om hvordan håb vokser ud af handling.
De rapporterer om korruption, politibrutalitet og vold mod kvinder og mennesker fra de såkaldt lave kaster. De frygtløse journalister fra nyhedsmediet Khabar Lahariya er bevæbnede med de to mest magtfulde våben: en kuglepen og en smartphone. Og så er de alle sammen kvinder.
I Rintu Thomas and Sushmit Ghosh’ medrivende film er vi med dem på arbejde i landdistrikterne, hvor patriarkatet står stærkt, men hvor mange kvinder har fået nok og kræver forandring. Derfor nøjes journalisten Meera og hendes kolleger heller ikke med selv at rapportere fra felten. I samme, gode aktivistiske ånd underviser de samtidig de lokale kvinder i, hvordan man bedriver civil journalistik og bruger den magt, der ligger i at mestre medierne – ikke mindst, når gamle traditioner gør, hvad de kan, for at holde en afkoblet fra indflydelse og synlighed.
Det er nye tider i det folkerige land, og ‘Writing with Fire’ er en inspirerende film om, hvordan håb vokser ud af handling.